Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun (med portræt): Dronningen af Saba - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var alt.
„Yi kørte over en Ko igaar,“ sagde jeg.
„Hva sa?“
„Yi kørte over en Ko igaar.“
„Jasaa.
Og han læste videre.
„Yil De sælge mig Bogen ?“ sagde jeg ude af mig seiv.
„Ikke?“
„Nej.“
24*
kunde ikke sove, jeg rejste mig hvert Øjeblik, eftersaa Dørene,
aabned og lukked Yinduerne, frøs og gæsped. Dertil kom, at jeg
hvergang Toget standsed maatte være paa Yagt for den Smule
Dronnings Skyld. Jeg begyndte at bande hende indædt Gang paa
Gang.
Endelig, endelig blev det Morgen. Min Medpassager reiste sig
og saa ud; lidt efter satte han sig fuldt vaagen til at læse igen,
fremdeles uden se paa mig; hans Bog syntes aldrig at ville tage
Ende. Han irritered mig, jeg sang, jeg plystred forat ærgre ham,
men han lod sig ikke forstyrre; jeg ønsked mig inderlig tilbage til
Klöfsjukan, fremfor denne umælende Skidtvigtighed.
Tilslut blev han uudholdelig, jeg spurgte:
„Tør jeg spørge: hvorlangt skal De?“
„Aa,“ svared han, „jeg skal et Stykke VejJ
Dermed blev det. Han gjorde ikke saa meget som et lidet
Blink til Siden. Jeg faldt ganske sammen overfor denne Stædighed.
Egentlig var det denne elendige Dronnings Skyld det ogsaa, at jeg
havde truffet sammen med en saadan Person, hun havde i Sandhed
kostet mig megen Fortræd. Men det skulde være glemt altsammen,
naar jeg traf hende, aa, hvor jeg vilde skildre hende alle mine
Genvordigheder, fortælle hende om den Kunstkritik, om det Men
neske, som gik og vented paa mig i Malmö, og som jeg havde for
ladt, om min Eejse, først paa Stockholmslinjen, saa paa Kalmarlinjen
— min Frøken! Jo, jeg skulde sikkerlig gøre Indtryk paa hende
igen. Og ikke en eneste smaalig Hentydning til de Par Øre, de
et Hundrede og atten Kroner.
Jeg giver mig i min Kedsomhed til at stirre ud af Yinduet.
Der er evigt og altid det samme at se: Skog, Mark, Agre, dan
sende Huse, Telegrafstolper langs Banen, og ved liver Station de
sædvanlige tomme Lastevogne hensat, og hver Vogn mærket sin
Og Toget gaar.
„Bogen? Nej,“ svared han.
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
