Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arvède Barine: Pater Coloma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ved romanens begyndelse er Amadeo af Savoyen paa Spaniens
trone. Den bøie adel intrigerer for at faa Isabellas søn tilbage. Sjælen
i det alpbonsistiske parti er grevinde Curra de Albornoz „to gange
grande af Spanien i kraft af sin fødsel1’ og en tredie gang ved sit
egteskab med marquis Femand de Villamelon. Fernand og Curra
(familiært Currita) er bogens belte. Pater Luis Coloma bar skildret
dem med forkjærligbed. De er øiensynlig hans yndlingspersoner, i
bvem det spanske aristokrati i slutten af det nittende aarhundrede for
bam inkarnerer sig. Hans biograf fortæller os iøvrigt, at han bar
malet dem efter naturen; i den tid, da hans fortælling foregaar, var
han endnu ikke traadt ind i jesuiterordenen og gjaldt for „en af de
virksomste og mest energiske mænd blandt dem, der forberedte prins
Alfonso’s tilbagevenden til tronen". Den gode pater kunde gjerne
under de to egtefællers portrætter have skrevet: Lighed garanteret.
Det er er en kjendsgjerning, at de begge er ganske levende, men det
vilde være vanskeligt at afgjøre, hvilket af dem, der er det grusomste.
Fernand de Yillamelon bavde bestemt sig for den eneste løbebaner
som nu gaar an for unge adelsmænd:
Da han havde fyldt 20 aar, og ved sin faders død aUerede var i hesiddelse
af sin titel, gik han ind paa artilleri.skolen og deltog 1859 i den afrikanske
krig. Han var omhord paa eskadren . . . Ivrig efter at lande paa afrikansk
jordhund og farve sit endnu jomfruelige sverd i muselmansk blod, sprang
Villamelon i land paa et sted, som heder Cap-Koir, for at gjenneinvandre hele
Marokko og ikke stanse, før han kom til Tunis, hvor en af hans forfædre havde
vundet grandetitelen ved at trænge ind i Kasha med don Juan af Østerrige. —
Pludselig dukkede der fra det tykke krat, der, lig et vildt dyrs grove skind
dækkede den rødlige strandbred, fra alle kanter frem kjeltringer, der modtog
de fremmede med rifleskud . . . Yillamelon hetænkte sig ikke et øieblik: han
glemte Marokanerne, opgav Tunis, fornegtede sin ahnherre, der havde vundet.
grandetitelen i Kasha og skyndte sig alt, det han kunde for at søge tilflugt paa
hunden af sin kahyt i Blanca. Da han atter kom paa dæk, var det for at tage
veien hjem med en sygeattest i lommen. Marokanerne havde i det korte møde,,
han havde havt med dem, forekommet ham svært stygge og saa uopdragne, at
det var umuligt for et anstændigt menneske at indlade sig med dem.
Det er første gang, man anklager adelen for ikke engang at have
fysisk mod. I Frankrig, hvor man ikke skaaner den kverken for
kritik eller spot, har aldrig nogen tænkt paa at kaste den en saadan
forhaanelse i ansigtet. Man morer sig over dens kusketalent, dens
„opfindelser af vester og snipper“, over dens aandelige ubetydeligbed;
man bebreider den, at den med bensigt staar fremmed bgeoverfor altr
bvad det moderne liv har at byde paa af alvor og interesse, at den
er en snyltestand, som fører en unyttig og latterlig tilværelse; men
man erkjender, at den paa en glimrende maade gjorde sin pligt i den
381
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
