Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arvède Barine: Pater Coloma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paquito var fremdeles i sin pension i nærheden af Bayonne. Han
var nu en lang skolegut, som forstod alt. En dag, i timen, sætter
en flue, prydet med en papirhale, sig paa skulderen paa den elev,
der sad lige foran ham. Han fanger den og beholder halen i haanden.
Han morer sig med at rulle papiret ud, ser, hvad der staar skrevet
og bliver ganske hvid: „Han gjemte sit hoved i sine hænder. Han
var som tilintetgjort. Hans fingre, der skjælvende knyttede sig af
raseri, borede sig ind i kjødet, og to taarer, to af disse taarer, som
man sjelden fælder i femtenaarsalderen, randt fra hans øine og furede
hans kinder. Vreden tørrede dem straks, som ørkenens vind tørrer en
vanddraabe. Han havde paa papirstumpen læst en plump spøg,
som forbandt hans moder og Jacobs navne, og som var undertegnet
af dette afskyede menneskes egen søn.“
Jacob Tellez’s søn gaar nemlig i samme klasse som Curritas.
Han er uskyldig i denne grusomme spas; men Paquito anser ham for
skyldig og vil hevne sig. Den næste dag under promenaden slæber
han den unge Alfonse Tellez ind paa en brat sti, der fører ud mod
havet, og kaster sig pludselig over ham, som han tre aar iforveien
havde kastet sig over faderen, og hylte med halvkvalt stemme: — „Hvad
jeg vil? Dræbe dig — det vil jeg! — Kaste dig i vandet, — saa
en af os to aldrig kommer tilbage til skolen. u
Han trak ud af sin lomme den skjæhnesvangre papirlap, han dagen
iforveien havde taget af fluen, holdt den foran Alfonses øine, der var
opspilede af rædsel, og skreg, blaa af raseri: „Kjender du det?“
Før den anden, der var ganske fortumlet, kunde forklare sig,
havde Paquito kastet ham til jorden og slog hans blodige hoved mod
klippen med spark og næveslag. Samtidig flød der af ham de vold
somste skjældsord mod offerets forældre og mod Alfonso seiv. Denne
blev liggende udstrakt paa jorden og mumlede bare: „Det er ikke
mig! — Det er ikke mig!“
Da Paquito endelig forstaar sin feiltagelse og holder op at slaa,.
kan den unge Tellez ikke kolde sig opreist og ruller ud i havet:
— „Aa Jesus! Tilgiv! Min moder var den skyldige — hun var
det, hun!“
Han rettede sig op, stiv som et kadaver — — Der — der — dernede,.
tyve favne fra klippen, bevægede vandet sig lidt, dannede en hvirvel; det var
som et sort punkt. — Ja, der er ingen tvivl — Jesus! — en krampagtig haand
raaber om hjælp!
Og det andet offer gjorde en bue i luften og forsvandt i havet —
Man saa ham svømme med fortvivlelsens energi, dukke én gang, komme op
igjen, dukke paa ny og atter komme op; — denne gang var han ikke alene;.
388
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
