Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Nye bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af denne sjæl; men det kan lidet nytte os at indse sandheden heraf,
naar denne videnskab i den grad er i sin barndom, som den endnu
er; der er igrunden, ialfald direkte, svært lidet for skolemænd at
lære af psykologien; — de grove, generelle og desuden ofte endnu
usikre kjendsgjerninger, den hidtil har behandlet, slaar ikke til for
de indviklede enkelttilfelde, som vi altid har med at gjøre.
Vi maa da ved andre midler søge at lære barnets sjæl at
kjende, og saavidt jeg kan se, gives der ingen andre veie end iagt
tagelse, erfaring og derpaa baseret gjætning. Med andre ord:
pædagogiken er foreløbig mere en kunst end en videnskab.
Dette, som til en vis grad gjælder alle fag, er i ganske særlig
grad tilfældet ved norskundervisningen.
Her er det allermest, at det hos læreren fremfor alt kommer
an paa en række egenskaber, der nærmest maa betegnes som
kunstneriske: en fin sporsans, et sikkert øre, en udviklet takt, rigt
gemytsgehør, evne til at kunne absorbere og reproducere fremmed
(o: barnets) sjæleliv.
Læsebogen, norskundervisningens vigtigste instrument, burde
altsaa skrives af en mand, der var kunstner i denne forstand;
men dette bar hidtil ikke været tilfældet. Læsebøgerne har været
simple anthologier d. v. s. sammenstillinger af læsestykker, skrevne
af forfattere, der enten aldrig har skrevet dem for børn eller ial
fald aldrig har skrevet dem for børn ien bestemt alder. Følgen
er, at de heller ikke naar barnets sjæl undtagen rent tilfeldigvis.
Ikke en, men jeg tør sikkert sige hundrede gange har følgende
hændt mig 1): Eleverne læser op af bogen et stykke, jeg iagttager
deres ansigter, øinene følger med i bogen, men jeg ser, at tankerne
er ikke der, de er overalt andetsteds henne, hver paa sin kant.
Saa standser jeg pludselig. „Synes dere, det er kjedeligt dette,
gutter?“ Da løber alle de smaa vildfarende tanker hurtig ind mod
dette spørgsmaal, og et oprigtig ment, enstemmigt j a er svaret.
„Men det er ikke kjedeligt,“ siger saa jeg; „dere maa anstrenge
dere lidt; nu skal dere høre.“ Og saa tager jeg bogen og læser
for dem saa indtrængende, som det staar i min magt. Af og til
hjælper det; men i regelen ikke. De, som har god vilje, hænger
med en stund, men efterhaanden dætter de fra mig allesammen.
Saa blir jeg ærgerlig, kaster bogen og sætter mig ned blandt ele
verne: „Nu skal dere være med mig —, og høre, hvad det er,
x) Mine erfaringer gaar yistnok ikke ned til lavere skoletrin end 4 og 5
middelklasse, men for de yngre elever gjælder de selvfølgelig i endnu liøiere
grad.
392
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
