Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Monod: Ernest Renan - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VI.
ikke forskaanet. Eør de kom, frygtede han dem som deprimerende
og ydmygende; men da de kom, lod han sig hverken deprimere eller
ydmyge af dem. Era januar maaned vidste han, at der ikke var
noget haab længere; han talte ora det til sine venner; han ønskede
kun at faa tid og styrke til at blive færdig med sine forelæsninger
og de arbeider, han havde under haanden. Han ønskede at gjense
sit elskede Bretagne; men da han saa følte, han blev værre, forlangte
han at vende tilbage til Paris for at dø paa sin post som præsident
for College de France. Der indtraf da ogsaa døden den 2den oktober.
I de sidste otte maaneder var han intet øieblik uden smerter, og af
og til led han i den grad, at han ikke kunde tale; men han var
alligevel venlig og elskværdig mod sine omgivelser og sagde dem, at
han var lykkelig. Selve dødsdagen fandt han kræfter til at diktere
sin kone en side eller to om arabisk arkitektur. Han ønskede sig
tillykke med at have opnaaet sit syttiende aar — „et normalt men
neskeliv ifølge skriften4’. En af hans sidste ytringer var: „Lad os
underkaste os naturens love, af hvilke vi seiv er en af aabenbarin
gerne. Himmel og jord forgaar ikke."
Denne sjælsstyrke, som han bevarede lige til det sidste gjennem
maaneder af uophørlige lidelser, tør være nok til at vise, hvor alvorlig
hans overbevisning, og hvor dybt hans moralske liv var.
Dem, som kjendte liam, efterlader lian et uudsletteligt minde.
Der var ingenting i hans ydre, som kunde frembringe denne uimod
staaelige charme. En liden skikkelse med et umaadeligt hoved, dybt
nede mellem skuldrene, og med tidlig udviklede anlæg til en voldsom
korpulence, der gjorde hans gang tung og var aarsagen til eller
symptomet paa hans dødssygdom forekom han dem, som bare
saa ham i forhigaaende, en hæslig mand. Men man havde ikke talt
med ham et øieblik, før man fuldstændig havde glemt det; man saa
snart hans mægtige, brede pande, og hans øine, der bhnkede af liv
og vid, og fremforalt smilet, som fortalte om hans hjertes godhed.
Hans væsen, der havde beholdt noget af den prestelige, faderlige ven
lighed, de velvillige gestus med de plumpe, tykke hænder og hans
forstaaende nik med hovedet var tegn paa en urbanitet, der aldrig
;svigtede, og som lod en føle hans naturs og hans races noble præg.
Ubeskrivelig var hans konversation. Altid enkel, ofte lidt uvorren,
men ikke desto mindre træffende og original, var det, som hans ord paa
engang omsluttede og trængte ind i en. Hans fabelagtige hukommelse
444
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
