Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Monod: Ernest Renan - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ledes var han heller ikke nogen fornyer i filosoflen. Mens de theo
logiske studier udviklede de kritiske evner hos ham, gav de ham
afsmag paa metafysiske systemer. Han var for meget historiker til i
disse systemer at se andet end den menneskelige uvidenheds drømme
midt i en verden, den ikke forstod, de successive speil, som sattes
frem for sjælen ved verdens vekslende skuespil. Men om han end
ikke var filosof, saa var han dog en stor tænker. Hvert emne, han
rørte ved, behandlede han med en mægtig idérigdom og originalitet.
Som tænker og historiker var Renan den tro fortolker af den tid, han
levede i. Vor æra har mistet troen og indrømmer ingen anden vei til
sikkerhed eud videnskaben; men den har ikke været istand til at slaa
.sig tilro hermed, saaledes som positivisterne vilde, og ikke mere tale
om, hvad den ikke forstaar. Mod sin vilje kaster den sine lodliner
ned i det uerkjendeliges bundløse dyb og frembringer i det uendelige
hypotheser, som er vakte ved videnskaben og paa drømmenes vinger
flyver ind i mysteriernes verden. Den føler, at uden tro eller haab
om en usynlig virkelighed taber livet sin noblesse; og den føler
ined religionernes gamle helte og mystikere, selv om denne tiltrækning
og pietet er lavet af tomme længsler og formløse ønsker. Netop for
denne sjælstilstand var Renan den mest fuldendte talsmand; og han
bidrog selv til at skabe den. Ingen hævdede mere aabent, mere übe
tinget videnskabens suveræne krav paa at være den eneste kilde til
positiv sikkerhed. Men paa samme tid opsamlede han fromt menneske
hedens suk og taarer for en overjordisk tilværelse; i sin egen sjæl
vakte han tillive religionsstifternes sjæl, helgenerne og mystikernex;
han fremsatte for andre og for sig selv alle de hypotheser, som viden
skaben endnu indrømmer den religiøse sjæl. Underlig nok er det tre
bretagnere tre sønner af den alvorlige, undersøgende og dog my
stiske keltiske race, som i Frankrige har været repræsentanterne for
aarhundredets hele filosofiske og religiøse bevægelse; Chateaubriand
repræsenterer katholicismens poetiske förnyelse; Lamennais repræsen
terer først dogmets rekonstruktion, og derpaa fornuftens og hjertets
oprør mod en kirke, der lukkede sig for frihedens og demokratiets
ideer; og Renan repræsenterer videnskabens positivisme i forbindelse
med en følelse af sorg over menneskehedens tabte tro og en ubestemt
længsel efter noget at sætte i stedet.
Hvad hans skepticisxne og hans saakaldte dilettantisme angaar,
var de blot følgen af hans sanddruhed. Han var fremfor alle ting
ræd for at bedrage eller at blive bedraget, og han veg ikke tilbage
for at fremsætte indbyrdes modsigende hypotheser i spørgsmaal, hvor
han ansaa vished for uopnaaelig. Folk har undret sig over, at den
samme mand, som ønskede at have ordene Veritatem delexi (jeg har
elsket sandheden) paa sin grav, saa ofte med Pilatus har spurgt;
„Hvad er sandhedu . Men disse spørgsmaal, som ikke var üblandede
med ironi, var selv en hyldest til sandheden. Han fandt, at for de
fleste mennesker kjærlighed til sandhed betyder intolerance, fanatisme,
nedarvede meninger, som altid er blottede for bevis og tilintetgjørende
for tankens frihed. At holde paa meninger, som han ikke kunde be-
447
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
