Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Monod: Ernest Renan - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
original, træffende uden at være søgt, smidig uden at være ordrig; en
stil, som, af det syttende og attende aarhundredes noget begrænsede
ordforraad, kunde supplere sig seiv og gjengive den fineste nuance
i den moderne tanke, — en rig, blinkende og blød stil uden lige.
Man finder hos Renan smaa fortællinger, landskaber, portrætter, der
er modeller for alle tider; og hans filosofiske og religiøse verker frem
stiller de fineste overgange af perspektivisk tanke og følelse og drøm.
Om end forsøget paa at modernisere i hans senere skrifter har för
ledet ham til et og andet lidet feilgreb i smagen, saa er dog disse
falske toner faa og spredte. Renan vil overleve alle andre forfattere
i vort aarhundrede, fordi han kan maale sig med de bedste af dem i
kraft og målerisk rigdom, mens han overgaar dem i simpelhed og
artistisk sensibilitet. Yed siden af ham virker Chateaubriand som en
simpel deklamator, Lamartin blir mat og vidløftig, Victor Hugo brutal
og ensformig og Michelet urolig og ujevn.
Men den største triumf for Renans stil er det, — at han aldrig
har været en stilist; han opfattede aldrig litterær form som et maal i
og for sig. Han havde en sand rædsel for rhetorik; og hvad han
forstod ved en fuldkommen form, var midlerne til at fremstille tanken
i al dens styrke og eiendommelighed „i de klæder, den gik og stod i“.
Enkelheden i hans stil var kun reflexen af hans naturs enkelhed ; dens
kraft og dens rigdom stamraede fra hans kundskabers fylde og hans
fantasis overflod.
I videnskaben bar Renan ikke været nogen skabende aand.
Hverken i filologi eller i aikæologi eller i exegese har han gjort
nogen stor opdagelse eller grundet noget system, som har fornyet
forskningen. Men ingen anden mand kan maale sig med ham i lær
dom. Sprog og litteratur, theologi, filosofi, arkæologi, ja endog natur
videnskab — ingen gren af menneskelig viden var ham fremmed.
Hans grundige kjendskab til förtiden i forbindelse med den magiske
evne til at iklæde den kjød og blod og opvække den fra de døde,
gjorde ham til en uforlignelig historiker. Det er hans høieste hæder.
I et aarhundrede, som fremfor alt er historiens aarhundrede, i hvilket
kunst og litteratur, religion og filosofi væsentlig interesserer som suc
cessive aabenbaringer af menneskelig udvikling, — besad Renan den
høieste historiske begavelse. Heri er han sin tids sande talsmand.
Man kan sige, at han udvidede historiens omraade ved ogsaa at give
religionernes historie plads der. Før ham var religionshistorien de
orthodoxe eller rationalistiske theologers privatdomæne. Han var den
første, der behandlede den fra verdsligt synspunkt og gjorde den til
offentlighedens eiendom. Kirken havde ikke uret, naar den betragtede
ham som sin værste fiende. At give religionshistorien plads i den
•almindelige menneskelige, aandshistorie var at ramme forestillingerne
om aabenbaringen og det övernaturlige paa det ømmeste. Paa den
anden side vakte han interessen for religiøse spørgsmaal; og om de
•orthodoxe kan anklage ham for at profanere helligdommen, saa kan
de dog ikke negte, at han bragte de religiøse problemer i forgrunden.
Ligesom Renan ikke var nogen skabende aand i videnskaben, saa-
446
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
