Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Storhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
meligheder, sagde han
gik uden en enesfe Bebrejdelse.
som den, der er til Høitid
— Saa mødtes vore Øjne — og — aa hej, smil ikke — to
til at skænke hinanden deres Sjæl
os til hinanden, Tanke efter Tanke.
ikke véd, at Kærlighed er en Synd.
jeg
lang Række af Ansigter, alle de Træk, der gemte hans Livs Hem
Pande, der var hvid og kydsk — seiv naar hun syndede.
— Hun var en lille Borgers Datter, og mine Øjne traf hende
midt mellem „det kongelige Badetheaters“ Hvidt og Guld ... Der
sad hun højt oppe mod det gyldne Tag, ene i Vrimlen — ene som
altid den Usædvanlige er, med Haaret opbundet til en Krans, stille’
Mennesker vidste da, at de elskede hinanden og at de var beredte
— Deroppe sang de, talte de, deroppe paa Scenen — men vi
hørte det ikke — — vi talte, stumme, med hinanden — og vi gav
— Ja, hvorfra kommer Kserligheden og kan den da fødes af
et Sletintet — men saa sandt jeg er til, jeg elskede hende
Og hvor var hun dog ikke bly — men uden Sky som den, der
— Da Tæppet faldt, stod jeg op — som den magnetiske Søvn-
gænger, der kun har én Tanke, tog jeg Hat og Stok og gik og saa
hende, hvor jeg vidste, hun var, ved Opkørslens Rampe. —
— Der stod hun — ventende.
— Hun vég ikke tilbage og hun gav heller ikke noget Tegn
og smilede heller ikke — hun var kun kommen — ligesom
— Og hun blev staaende, med næsten unaturligt store eller
aabne Øjne, til jeg sagde — og min Stemme skælvede
— — Skal vi gaa?
— Jeg véd ikke, om hun hørte det, men hun begyndte at gaa
og varsomt, frygtagtigt, siger jeg dig —ja, aldrig har jeg nærmet
Paul havde rejst sig halvt og med Hovedet støttet i sine Hæn-
—Aa nej; det er alt ingen „Historie“, og det kan næppe for-
tælles — thi for at du skulde forstaa det, maatte man male hende,,
du maatte sé hende — hendes Øjne, saa blanke og saa unge som en
endnu ikke udvoksen Hinds, der endnu aldrig skræmtes og flygtede
for Jægeren, og hendes Legeme, saa slankt og ømt, og hendes.
der sagde han:
452
— Maaske den eneste . . . . . Hun gav sig hen uden Tøvenr
thi vi elskede, og hun gik nden at tøve — thi kim til ét var hun for
god : at bie, blot et Nu hos den , der ikke elskede mer . . . . hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
