Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Bjørnstjerne Bjørnson - Herman Bang: Storhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Garborg.
Storhed.
den gennemsigtige Himmel.
Erindringer:
Tanker i mange Aar .... nej, ikke i mange Aar . . . .
har elsket mig.
Ja — og som om han i Erindringen havde hetragtet en
29*
dunklede Ære og Glans; men i denne Nybygnings og Nydyrknings
Tid trængtes Bjørnson paa en egen Maade. Og vi er med vore
mange „Seire“ ikke komne længer, end at unge Norge endnu har
Brug for en Heros som han, — Høvdingskalden, den freidige, stærke
Seer og Troende.
Stridigheder, seiv dybtgaaende, kan ikke skygge denne brede
Skikkelse bort for os. Vi ser ham som han levede i vor Ungdoms
Begeistring og vor Manddoms Mod. Vi mindes, hvor djervt han
hug til, liver Gang han opdagede et af de Baand, som holdt os
fangne i ydre eller indre Ufrihed. Vi mindes de mange Stunder
af uforglemmelig Løftning, han gav os gjennem en Digtning, der
alene vikle være tilstrækkelig til at lade hans Navn leve. Seiv
hans Feil tar vi med; — uden dem havde vi saamen ikke faaet
nogen Bjørnson. Og der falder Stilhed over os; vi hlotter vore
Hoveder og hilser.
Det kan nok hænde, vi slaaes med ham i Morgen igjen. Men
Bjørnstjerne Bjørnson skal leve, og han skal ha sit Hurra fra os
ogsaa.
Jeg personligt hilser ham i denne Tid særligt som den, der
har opnaaet at hli hædret af vor Friheds Uvenner med det grandi
ose Epitheton: Verdens største Skurk. Ved Gud, det maa være
en Mand, som kan gjøre sig i den Grad hadet af sine Fiender!
Vi havde tiet længe, Paul og jeg, og uhevægelige og udstrakte
i Græsset havde vi stirret op i Efteraarets duftløse Luft og mod
Uden at forandre sin Stilling, med Hænderne korslagte under
sit Hoved sagde Paul, dæmpet, som naar vi taler om fjerne
— Hm, hvordan gaar det dog til, at jeg kommer til at tænke
paa det netop nu — paa hende, hun, som ikke har været i mine
Og dog var hun maaske den eneste Kvinde, som virkelig
451
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
