Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- G. G.: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
* *
*
’) Kinck; Huldren. Aschehoug & Co.
sig, hans øie ser tvert igjennem alle forklædninger: og for hans blik
staar du i al din skrøbelige nøgenhed; Gud er allestedsnærværende,
tor ham nytter det ikke at flygte, han er overalt, i solen, som skin
ner, i fuglenes sang, i den voksende grøde, men endnu meget mere
i nattens mørke, i stormens tuden, i tordenens raseri, i hårets skum
mende vælde, i alt det, som truer, skrøemmer, ængster, forfærder.
Stakkars Enok; thi de smaa stunder af salig glæde, som mætter hans.
sjæl, naar han tror at føle sig under naaden, er som smaa forbifarende
blaa rifter i de mørke skylag, som dag og nat hænger over hans hoved,
— den almægtiges vrede; — gudsfrygten, frygten for den alvidende,
allestedsnærværende, almægtige Jehovah forfølger ham som en dæmon,
der paa engang er foran ham, bag ham, paa siderne og midt inde i
ham; hans skræk betager ham, saa der i hans ve af hans bryst ud
presses det sjælens inderste nødraab: Den, som kunde lade blive at
tro, at der var en Gud! Undertiden driver hans gudsfrygt ham endog
til at søge tilflugt hos den anden dæmon, satan, han flygter lige inde
i helvede, blir blasfemisk af gudsfrygt, kalder sig seiv et helvedes
barn og finder et øieblik beskyttelse mod Gud i selve djævelens gab.
Men snart har Gud atter övertaget. Enoks sjæl trættes mere og mere,
tilslut blir det ligesom stillere inde i ham, men det er ikke fredens
stilhed, det er vanviddet, som nærmer sig, vanviddets grublende,
ængstende, stirrende, lurende stilhed, af og til afbrudt af voldsomme
anfald af gudsbesathed og djævlebesathed; denne stilhed indimellem
og efter den vilde helvedesdans virker næsten uhyggeligere end selve
kampen, og det føles derfor som kjølig fred, naar han, halvt i ørske,
hopper i vandet, og de svale bølger slaar over hans udbrændte hoved,
og hans forpinte hjerte ophører at slaa:
„Eit svært tungt plask; — berre eit. Tvo, tri sterke baaredrag
slog inn mot strandsteinarne med sukkande skulp. Han kom kje
uppatt meir. Evja maatte ha soga han i seg. — —
— Sunnanvinden strauk yver vatne med sin linde sus. Og det
sutla og skvala so koseleg og so smaatt . . . sutla, skvala , . . sutla . . .
skvala . . .
Kincks Huldren 1) lienter ogsaa sit stof fra bondelivet paa
Vestlandet. Man bør . ikke lade sig desorientere af titelen, som kunde
bringe en til at tænke paa den gammeldagse, romantiske natursymbolik ;
denne „Huldre“ har ingenting med naturmystiken at gjøre og er oven
ikjøbet et mandfolk.
473
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:50 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1892/0485.html
