Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Viggo Stuckenberg: Et digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23de Januar 93.
Viggo Stuckenberg
en døvende Storm i dens Manke suser,
dens Hove slaar Morild af Havets Skum,
dens Næsebor koger som Himlens Sluser,
dens Hale feier det dødsstille Rum;
hvor de yderste Kloder som Aakander skinne
blandt Smaastjærners filtrede, flimrende Slam,
den slukker sin Tørst, og Stjærneskud rinde
fra Mulen som Dryp i den dybe Dam.
Da vaagner mit Hjærte i knugende Vælde,
da knoppes dets taagegraa Skove i Flæng,
da rankes de Stammer, som lærte at hælde,
da grønnes min Sjæls snefygende Eng!
da ser jeg de Skyer med blæstbidte Rande
sejle som splintrede Flager af Is,
da søger mit Mod til det stængede Kammer,
hvor Vaaben ruster paa skimlende Væg,
da tænder min Vilje sin Esses Flammer
og smedder og sliber den skørnede Æg,
da rider mit Hjærte af Dødens Riger,
da træder min Ganger det solhvide Land
til Dagen kommer, og Drømmen viger
og flakker som Stumper af Rav under Strand.
Jeg sanker de Stumper, jeg binder hvert Stykke
paa Snor, til jeg ejer dem alle i Baand,
saa gaar jeg mod Dagen i Kamp for min Lykke
med min Sjæls Paternosterbaand gemt i min Haand.
med alt, hvad jeg bar paa som bittert Forlis,
drage i Drift mod de yderste Vande
50
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
