Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litteratur.
Olaf Skavlan: „Henrik Wergeland’’. (Aschehoug & Co.)
..Henrik Wergelands digtning paa sit høieste er som et høifjelds
panorama — ikke blidt, mildt, regelret, men skjønt og udyrket.
Det er vildt, for mange stygt, ofte blir hele rækker af tinder ind
hyllet i taager, og man maa vente, til man finder faste punkter
igjen. Der kommer snestorme af billeder, saa man mister veiret;
men saa er det igjen, naar det blir klart, uendelig fjernere, og
dog saa tindrende tydelig, som var det en lige ind paa livet, og
naar der er sol over det, er det skjønt som intet andet." (Olaf
Skavlan: Henrik Wergeland p. 38.)
Dette er mere end et smukt billede, det indeholder virkelig
saavidt saa faa ord kan gjøre det en træffende karakteristik af
Wergeland, den store improvisator, der ikke skrev for at skrive,
men fordi hans rige sjæls overflod flommede over; at læse Werge
lands digte er at stige i fjeldene, mange steder synes der steilt og
ufremkommeligt, men den, som ikke giver sig, ved, at det lønner
sig at naa toppen. Og det er ikke bare, naar man klatrer mellem:
Wergelands digte, at man pludselig kan faa slige herlige udsyn; men
ogsaa naar man vandrer paa hans prosas undertiden noksaa trivielle
landevei, stanser man ofte- fortryllet af overraskende blik indover
vidderne i denne altomfattende sjæl, som kaster sit farverige gjen
skin tilbage paa alt, som er omkring den. Jeg kan ikke modstaa
den fristelse at citere et af mine yndlingssteder, som kanske faa.
af læserne kjender. Det staar i slutten af W.’s biogran af den
gamle bondeoprører Chr. Lofthus; man har med møie arbeidet
sig gjennem dette tørre arbeide, hvor W.’s personlighed, der
ikke egner sig for arkivstudier, ofte har været fraværende,
og saa stanser man pludselig ved følgende sted, der forekom
mer mig at kunne maale sig med hans skjønneste lyriske digte:
,,— —— Om hans ligfærd er intet at sige. Der hvilede jo slave-
ridoni paa ham, og altsaa fik han pladsen derefter. Men og
saa der skyder stedmoderblomsterne sine rankende stilke langs
mulden, overvævende de vanæredes skjulested ligesom med smaa
trefarvede fænniker til tegn paa, at deres vanære nu er forbi, og
saa der topper kløverne sine friske, fyldige hjerter over de brustne
derunder, dryppende honning af sine horn, ligesom til balsam for
170
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
