Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Dramaets gjenfødelse ved Rich. Wagner - Den wagnerske kunsts blomstringsperiode. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Schjelderup.
keligste, som nogensinde er skrevet, og viser, hvor uendelig dybt de
forenede kunster kan trænge ind i det menneskelige sjæleliv. Al
drig vil en enkel kunst alene kunne opnaa et lignende resultat.
Da endelig Isoldes skib fra vagttaarnet sees, iler Kurwenal
hende imøde. Tristan reiser sig i vild feber og river forbindingen
væk fra sit saar, vil gaa Isolde imøde, men falder døende i hen
des arme.
Imidlertid har kong Marke af Brangäne hørt om elskovsdrik
kens forfærdelige virkninger. Høimodig tilgiver han de elskende
og seiler straks til Bretagne for at forkynde Tristan dette. Da
Kunvenal ser hans skib, tror han, at kong Marke kommer med
fiendskab og sætter sig til modværge. Melot fældes, men Kurwenal
selv synker ogsaa dødelig saaret ned over Tristans lig. Med smerte
indser kongen, at han er kommen for sent. Isolde, der først er
brudt sammen i smerte, reiser ligesom forklaret og forherliger i
vidunderlig gribende ord kjærlighedens magt og hilser befrielsen
fra jordelivet som en forløsning.
Wagner opnaaede den glæde selv i Bayreuths dertil indrettede
theater at kunne opføre „Niebelungenring" og senere vParsifal",
den herlige kunstners ophøiede svanesang.
„Niebelungenring", „Meistersinger", „Tristan" og „Parsifal"
har tilfulde vist, hvor uendelig frugtbar de Wagnerske reformideer
er. Dramaet antager i disse verker cle mest forskjellige former,
den kunstneriske fantasi befrugtes i det uendelige. Her findes ingen
anden tvang end den, der ligger i den menneskelige natur (sand
hed og klarhed i udtrykket), og de grundlove, som ifølge tingenes
natur maa styre de sceniske fremstillinger.
Oldtidens herlige drama vakte Wagner atter tillive, men i hvor
langt rigere skikkelse! Derved har han ogsaa afskaaret operaens
livsnerve og cle halve, overfladiske makverker, som i vore
dage endnu kan g iøre sig brede paa den sande kunsts bekostning,
vil kun friste et kort liv.
Wagner er saaledes uden tvil den største reformator, som
kunsthistorien har at opvise, og erkjendelsen heraf vil blive mer
€g mer almindelig gjennem tiderne og forhaabentlig føre til en al
vorligere, dybere kunstopfatning end den, der behersker vor tids
„publikum".
169
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
