Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
godt paa vinens temperatur og alslags komfort, har reist meget.
har i en fart nydt igjennem alle livets glæder og overfladeligen
skummet fløden af tidens gjærende ideer. Jeg har truffet adskil
lige unge mænd som han; men ingen af dem var saa heldig at
være fabrikeier. Naa det kan nu være det samme; denne
Møllmann har ialfald en fabrik, og er han et unicuni inden sin
stand, saa er han ialfald et menneske, som Hjalmar Christensen
kjender tilbunds, og heri ligger „En seirherres" styrke.
Møllmann er dekadent og har sit særpræg derved, at han er
ganske fri for det anstrøg af alkoholisme, som ellers er et umis
kjendeligt træk i norsk dekadence digtning som virkelighed.
Han er paa en maade i slegt med det forrige aarhundredes adelige
dekadenter og har, som de, en udpræget sans for det klædelige.
"Som en fransk chevalier danser han sin menuet paa afgrundens
rand, han kjender jorden ryste under sig, han hører revolutionen
i det fjerne, men han kommer dog ikke ud af takten. „Lad mig
se paa Dem et øieblik, hr. Møllmann," siger Adele „Jo, jeg
tror, De kunde klare Deres tur med anstand, selv under en farlig
ild." Som det gamle regimes adelsmænd er han lidet original;
man merker straks, om han ikke til overflod sagde det selv, at han
hører til en kreds, hvor man taler i en bestemt tone og udfra et
bestemt livssyn eller rettere mangel paa livssyn, en kreds, som
ingen andre livsværdier ser end nydelsesmomenter, og som i alle
forhold, menneskene, naturen og kunsten kun søger stemningsmu
ligheder, en kreds, hvis høieste dyd er elskværdighed, og for hvem
taktløshed er synden mod den Helligaand.
Ligeoverfor Møllmann, repræsentanten for den vaklende kapi
talisme, hvem Christensen kjender og sympathiserer med, stilles da
Johnsen, proletaren, en af det kommende barbaris pionerer,
fremtidens brutale „seierherre", en meget slem herre, som bærer
vae victis i sit vaabenmerke. Ellers er Johnsen ikke meget interes
sant, hvilket ikke blot beror paa den undskyldelige omstændighed,
at forfatteren ikke har sympathi med ham, men ogsaa paa den
mindre undskyldelige, at han ikke kjender ham. Figuren er en
overfladisk konstruktion, et tankeeksperiment, lavet til bag
grundsfigur for Møllmann og Adele Duhring, ingen frugt af virke
lighedsstudier og derfor uden enhver individuel diktion, død, kje
delig.
Men ligeoverfor Adele, det dramatiske bindeled mellem J. og
M., befinder vi os atter paa virkelighedens grund; hun virker
175
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
