Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Glahns død - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IV.
efter hørte jeg to Skud og umiddelbart derpaa endnu et tredje
Skud. Tre Skud til et Dyr! tænkte jeg; en Løve vilde have tumlet
for to Skud, og dette er dog blot en Tiger! Men endog disse tre
Skud var til ingen Nytte, Barnet var alligevel revet ihjæl og halvt
opædt, da Glahn kom; hvis han ikke havde været saa beruset, vilde
han heller ikke have gjort et Forsøg paa at redde det.
Natten tilbragte han i £>us og Dus i vor Nabohytte, sammen
med en Enke med hendes to Døttre, Gud ved sammen med hvem
af dem.
I to Dage var Glahn ikke ædru en eneste Stund, og han
havde ogsaa faaet mange Kammerater at drikke med. Han opfor
dred mig forgæves til at tage Del i Sviren, han skøtted ikke læn
ger om hvad han sagde og bebrejded mig, at jeg var skinsyg paa
ham.
„Ved De hvad," sagde jeg, „skinsyg paa Dem! Hvad skulde
jeg være skinsyg paa Dem for?"
„Nej-nej, saa er De ikke skinsyg paa mig," svared han. „Jeg
har forresten hilst paa Maggie iaften, hun tygged som sædvanlig."
Vi begyndte atter at gaa paa Jagt. Glahn følte, at han havde
forurettet mig og bad mig om Undskyldning herfor.
„Forresten er jeg jammerlig ked af det hele," sagde han; „jeg
vilde ønske, at De skød fejl en Dag og gav mig en Kugle i Struben."
Med slige Tanker omgikkes han, at jeg skulde give ham en
Kugle i Struben. Det var kanske atter Brevet fra Grevinden, som
ulmed i hans Erindring, og jeg svared:
Han blev for hver Dag mere taus og mørk, han drak ikke
mere og sagde heller ikke et Ord mere; hans Kinder blev hule.
En Dag hørte jeg pludselig Passiar og Latter udenfor mit
Vindu, jeg saa ud, Glahn havde igen faaet sin lystigste Mine paa
og stod og talte høit med Maggie. Han brugte alle sine bedaarende
Kunster. Maggie maatte nok være ’ kommet lige hjemmefra, og
Glahn havde passet hende op. De betænkte sig ikke engang paa
at slaa sig sammen ret udenfor min Glasrude.
Jeg følte en Skælven i alle mine Lemmer, og jeg spændte
„Som man reder, saa ligger man."
Jeg bed mit Svar i mig og gik.
Min Skinsyge! Jeg skinsyg paa ham!
„Deres Skinsyge forblinder Dem," sagde han.
184
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
