Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Steinsvik: „Fred“ og teologerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VA
man da ihvertfald, hvorledes og hvorfor. Men hvorledes helten i
„Hvorfor jeg tror paa Jesus’’ gjør hoppet over det afgrundens svælg,
der skiller mellem vantro og tro, det er en gaade, som ikke
engang den teologiske professor selv kan forklare. Derfor hopper
han over gaaden ligesaa gesvint, som helten i bogen hopper over
svælget.
Naar saa en „fritænker" af en forfatter med en hel del andre
smukke adjektiver klæbet til sit navn kommer og gjør en usigelig
bedre omvendelseshistorie end den, som teologernes fornemste pro
fessor sendte ud i verden som modgift mod fritænkeriet, da er
det ikke saa rart alligevel, at man inden teologernes enemærker
spiler øine og jubler. Især naar man i befippelsen endog forveksler
bogens helt med dens forfatter, hvem man da naturlig nok gjør sig
forventninger om.
Det hele blir paa en maade forklarligt, uden at dog respekten
for den teologiske stand vokser derved.
Men mænd, som for et aar siden i den grad stod vaklende paa
sin vold, at de kunde gribe efter et halmstråa som Gabriel Gram,
kan ikke nu pludselig være hævet til en saadan høide, at de med
overlegenhed kan se ned paa en omvendelse (og omvendelsens frugter,)
som den, Enok Haave blir til del. Overlegenhed her vilde des
uden være daarlig anbragt. Den, som tror, og hvis hjerte slaar
varmt for hans tro, han møder alle ærlige vildfarelser, selv de
enfoldigste, selv den enkeltes, den ene vildsomme i ørkenen.
Men Enok Haave er ikke ene. Hans livssyn og livsførsel er manges.
Hvorfor tier man da? Er det likesælhed? Er al troesglød
udslukt? Har denne vor tvilens tid i den grad undergravet vore
theologer at de sløvt lader enhver vildfarende seile sin egen sjø?
Eller er det forsagthed? Er man lamslaat af denne skildring,
som intet lar tilbage at ønske af troværdighed, som i inderlighed
og dybde ikke overgaaes af nogen kristelig beretning, som er
ortodoks til det yderste, men hvis udgang dog blir saa skræk
kelig?
Eller er man kanske i sit stille hjerte enig med „tidsaanden"
i, at den gamle Pauli-Pontoppidanske lære er at forkaste eller at
modificere? Hvorfor benytter man da ikke anledningen til at træde
frem for folket og prædike aabenlyst det hemmelige resultat, som
den moderne teologi er kommet til? Paa mod kan det da vel ikke
mangle blandt troens stridsmænd til at staa frem mod det nedar
vede udslidte og for det gryende livssyn. Det vilde ihvertfalcl
193
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
