Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Om Fin-de-siècledigtningen - I. Vilhelm Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
opsynet.
Mens publikum forleden aften kritiserede hverandres toiletter
pariseroperaens foyer, kom en mand ind med en lang stige, som han
stillede op ved buffet’en, dér, hvor det prægtige væggeuhr hænger.
Ingen lagde merke til ham; alle troede, det var uhrmageren og lod
ham passere. Lidt efter saa man ham med en uhyre fagmine bære
den kostbare uhrindretning ud gjennem døren foran’ næsen paa hele
Den følgende morgen skrev alle boulevardblade med beundring om
det dristige tyveri; det var talentfuldt, det var overlegent, det var
„fin-de-siécle."
Vittige svar, manchetbrede flipper, alenlange lakérsko altsam
men er „fin-de-siécle." Alkibiades var „fin-de-siécle," da han huggede
halen af sin hund og Arkimedes ikke mindre, da han kun blev ved med
sine beregninger istedetfor at laase døren for de indtrængende soldater.
Specielt bruges dog udtrykket om de nyeste og bizarreste strøm
ninger i literatur og kunst. Men da geni og galskab grænser saa nær
op til hinanden, og da de fleste mennesker blot er i besiddelse af den
ene af delene, nemlig galskaben, saa er „fin-de-siécle" isærdeleshed
biet en betegnelse for al den overdrivelse og al den parasitiske übe
gavelse, der stedse følger en frembrydende retning. I høi grad „fin
de-siécle" er det saaledes, naar man som den for et par aar siden
afdøde symbolist Van Gogh skjærer det ene øre af sig og lader
det servere for sine venner. „Fin-de-siécle" er dét fremdeles at være
saa blaseret, at man med hensyn til kjærlighed nøier sig nied parfum
og maaneskin. Endvidere bruger ikke en ægte fin-de-siécle mand et
saa banalt udtryk som for eksempel „høstens komme" ; „aaret synger
sin svanesang", siger han.
„Fin-de-siécle" er med andre ord kun en videre og mere alsidig
udvikling af udtrykket „Renées eller aarhundredets sygdomI’.
Med Meissonnier synes jo et helt tidehverv at være gaaet i gra
ven, og med Zola styrer den litterære naturalisme ind i det ærværdige
akademi. Tilbage staar da kun endel famlende ungdom : en hær, der
mangler en fører.
Den ansees ialmindelighed for en overnervøs slægt af resignerende
viljer. Dens symbol er de visne farver og dens motto „fin-de-siécle".
De kunstneriske forsøg, man hidtil har seet, er endnu kun tegn, saa
ingen dom kan fældes. Men de ligner ikke børn af Zola og hans bøn
der; det er snarere den fine, blege pariseryngling Alfred de Musset,
der gaar igien, brystsvag og grublende.
Det er kun en by som Paris, der har jordbund for saadanne
235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
