Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Om Fin-de-siècledigtningen - I. Vilhelm Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg mener „Fin-de-siécle."
stort og standpunkterne mange ; jeg skal derfor her i al korthed blot
fremsætte min egen, personlige synsmaade.
Da det menneskelige følelsesliv spænder over et omraade, som
man ialfald ikke hidtil har kunnet afstikke grænserne for, saa maa
kunsten, hvis rod næres af dette uudgrundelige dyb, ogsaa være übe
grænset eller med andre ord fri. Det er grundlovens § 1 i skjøn
hedens og sandhedens rige. Den skribent, der ikke ud og
uden hensyn lig en ørn frit, suverænt og uforfærdet tør svæve
hen over sit følelseslivs uhyre vidder, kan være en hæderlig mand og
en tro samfundstjener, men stor digter er han ikke.
Ud ifra denne sats kan nu forholdet mellem kunst og moral sees
fra to standpunkter: 1) Fra kunstens ørneperspektivstandpunkt, oven
fra og nedad, og 2) fra det bestaaende samfunds standpunkt, neden
fra og opad. Fra det første standpunkt vil cle herskende moralbe
greber de skifter jo form og væsen alt efter tid og kultur
synes smaa eller ialfald ikke store nok til at øve nogen afgjørende
indvirkning: ørnen flyver jo hen over endog de høieste fjeldrækker, som
var det legetøi. Fra det andet standpunkt derimod viser det hele sig
anderledes : samfundet vil bevare sig selv og det er dets ret. Det
maa have lov til med allehaande midler at holde sig selv oppe. I
dets øine er tidens herskende moralbegreber hellige og ukrænkelige
ligesaa ukrænkelige som den übegrænsede frihed er det for kunsten.
Forholdet mellem de to magter vil derfor aldrig helt ud kunne ordnes :
der har altid staaet og der vil altid mellem de to komme til at staa
en krig paa kniven, en krig, hvor enhver er i sin lovlige ret, og hvor
kun fremtidens aarhundreder er opmand. I øieblikket og tilsyneladende
blir den herskende moral den seirende; men i længden og i virkelig
heden blir kunsten den overmægtige. Thi saa længe har de tonean
givende klasser staaet som vindhaner oppe paa den store bourgeoisiets
bygning, at det tilsidst er gaaet dem i blodet, at det er dem, som
styrer vinden istedetfor omvendt. Og den tro vil de komme til at
staa i, saa længe der overhovedet gives levedygtige samfund til.
„Renées sygdom" har imidlertid for atter at vende tilbage til
vort emne i de senere aar i den grad taget overhaand rundt om i
de øverste europæiske kulturlag, at der endog har dannet sig et al
menkj endt slagord deraf.
Enhver epoke spidser sig til i et slagord, der resumerer tidens
tilstand og liv. Ancien Regime havde „honneur", keiserdømmet „gloire",
restaurationen „quand méme", nu har vi det übestemte „fin-de-siécle."
Hvad man mener med „fin-de-siécle" ? Alting.
234
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
