Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Claussen: Quartier Latin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trrrr rm! Trrrr rm! Trrrr rm!
midt oppe, der kontrolerede min venten, laa den stilfulde bygnings
mure graa som dagen og skyerne og tusmørket og bød sig frem til
beskuelse, saa nøiagtig midt i sit milieu, som havde det ikke anden
bestemmelse end at ligge der og være taffelur for lystvandrende.
Klokken deroppe slog fem. Kolde vindstød løb hen over fla
den i bassinet. Og som en røg vældede skumringsskyerne fra alle
sider nedover parken. Overalt, hvor jeg saa hen, tegnede blegt
marmor sig mod mørke trær, og ude bag ved en saaclan marmor
skikkelse, der laa paa knæ og hvæssede en segl, steg fra en vir
kelig skorsten en kulrøg til veirs, sortere endnu end de bølgende
skyer.
Alt var som malet i bleggraat og sort, og modsætningen mel
lem marmorets skjælvende bleghed og det stadig tættere mulm blev
efterhaanden større. Billedstøtterne var som hvide, skjønne sjæle,
der plettede natten og hævede sig op mod en uendelighed, lys som
de selv. Og der var faa steder, hvor det faldt én saa let, eller
hvor man mærkede saa lidt til det, at man ventede, som ved dette
bassin med dets marmorvand. Omgivet af al den kunst, der syntes
anbragt ved et lykkeligt lune saa nemt og paa sin rette plads,
følte man sig ikke længer under livets plagsomme nødvendighed,
følte man sig ikke mere besværet af uro og ønsker. Hvorfor pine
sig med uvished naar man jo ganske simpelt kunde lade være
med at ønske? Man kunde jo gaa, som man kom, det var jo netop
det, man følte her som overalt i Paris denne by for frihed og
afveksling. Hvis man havde ventet forgjæves hvad saa? Thi
til syvende og sidst beroede ens lykke jo ikke paa noget ydre, men
paa det spil af sælsomme instrumenter, som fyldte én.
Og jeg hørte netop her mellem de susende træer, mens hvide
figurer ragede op i aftenen, dette spil af sære instrumenter om mig
paa alle kanter, var overbevist om, at der skal vid til at leve i
verden, havde den seirrige følelse af kunsten, der sparer mennesket
for at løbe lange veie efter intetsigende glæder kunsten, som
kun vil fange det, der er blomsten af livet, det, der giver aand
og tone.
Det var buldret af en hastig og utaalmodig tromme, som nede
fra den anden ende af haven pludselig meldte med høi røst, at
parken skulde lukkes, at det var aften og at det var tid for alle
og enhver at bryde op fra sine kunstbetragtninger. Hver gang jeg
hører en tromme her i Frankrig er det, som om jeg i mig gjenfor
nemmer pulsslaget fra fortidige revolutioner og krige, der har be-
271
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
