Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Walt Whitman - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
syngende sjæl, og Amerikas energiske, fremadstræbende liv pulserende
om sig, begyndte det at undre ham, at ingen endnu havde sunget dette
liv og denne glæde, sat dem i digt, jublet dem ud i rungende lovsang.
Fortidens og hans egen tids digtere eied ikke stor tiltræknings
kraft for ham. Han læste, fortæller han, flere af dem ude under sol
og stjernelys, ude i vind og fri luft (en prøve han anbefaler for al
digtning), og ordene falmede og forsvandt i sollyset og stjerneglansen.
Vinden blæste dem bort og druknede dem i sin egen herlige sang.
Det var ikke natur, det var ikke virkelighed; det var bare stuesang,
professordigtning, tidsødende versbroderi. Rigtige sange vilde beståa
en slig prøve, være som naturens egen musik; vind, stjerner og sol
satte i ord. Paa sine gamle dage prøvede han ogsaa paa den vis sine
egne digte, læste dem en nat under sjelden herlige stjernehimle ; og
de stod prøven, fortæller han, stjernerne selv fordunklede dem
ikke!
Værst syntes det ham imidlertid, at alle tidens og fortidens dig
tere skrev fra et vrangt og falskt, længst forældet standpunkt. De
var allesammen aristokrater, ikke demokrater; hørte ikke den nye tid
til; forstod ikke det store fornyelsens budskab, som længst havde lydt
al verden over i demokratiets fødsel og vækst. De fleste syntes ikke
have hørt om den franske revolution og den amerikanske konstitution.
De leved endnu i Ludvig den XlVdes aarhundrede, skrev sirligt om
prinser og prinsesser, eller i hvert fald altid fra et overklassestand
punkt. Det var altsammen en parfumeret balsallitteratur. Digterne
selv var balkavallerer i snipkjole og hvide hansker, der skrabede og
bukkede for rigdom og rang. Eller universiteternes tunge luft var
over litteraturen; den var en professorlitteratur, der naar den ei sang
rigdom og rang, befattede sig udelukkende med bogkundskab, bogspørgs
maal, professormanerer og æstetisk afslebenhed og overkultur. Der
manglede frisk luft i den, manglede et pust af demokratiets aand, mang
lede fuld forstaaelse af den nye tid, hvori vi lever massernes tid.
De store masser havde endnu aldrig, siden sang først hørtes i
verden, havt en digter. Deres liv, haab, tro, krav var endnu usungne.
Det almenmenneskelige var endnu usunget.
Og det almenmenneskeliges digter vilde han blive.
Her var en begeistrende opgave for en digter, her var et aabent,
unyttet, passende felt for en amerikansk nationallitteratur.
Lad, tænkte han, prinser og prinsesser, generaler og krigere,
balkavallerer og baldamer, og hele det øvrige udstyr og personale fra
den gamle verdens digtning hvile i fred og blive glemt; lad Amerikas
digtere istedet synge arbeidets og arbeidernes sang, synge om smeden
342
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
