Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- H. Tambs Lyche: Walt Whitman
- I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
* *
*
livets poesi og naturens musik med egne, fattige ord, ved allehaande
kunster med versemaal og rim. Men det nytter ikke. Naturens musik
sprænger alle ord og versemaal; den kjender ikke vor rimkunsts reg
ler. Havet bølger ikke i anapæstiske eller jambiske verselinier; det
skvulper ikke i rim. Slig i hvert fald havde aldrig han hørt det
synge. Det syntes ham bare narrestreger at forsage med slige smaa
kunster at gjengive , slige ting. Nei, havets sang er fuld af diskorder,
et kaos af lyd, ud af hvilket dog samler sig tilslut en større og her
ligere harmoni. Slig skulde det skildrende digt ogsaa være; ordene
skvulpes frem over siden, krydses i linierne, slaa mod hinanden i
skjærende diskorder; men ud af det samlede hele skulde just derved
stige havets egen lokkende musik. Heller end at besidde den stør
ste digters melodiske evne vilde han eie magt til at snare en eneste
virkelig solstraale med sine ord og faa den til at ligge som en lys
stribe henover bogens opslagne side.
Digteren, mente han, maa alene saa se og elske, at tingene selv
speiler sig af i hans sjæl, og deres egen musik sniger sig i hans
stemme. Da først er han digter; en tryllekunstners hændighed med
ord gjør ingen til sand digter. Øksens klang maa høres i digtet, ikke
bare en kunstlet efterabning deraf; de tusende dagligdagse scener maa
staa i digterens sange, som de er, de selv; og ikke bare vakre ord
om dem. „Saa du troede disse var mine ord, siger han, disse streger
og prikker henover siden? Nei, de er ikke mine ord. Hver ting
i livet og paa jorden er et ord, og det er med slige ord jeg skriver. "
Slig gik Walt "Whitman i femtiaarene og tænkte og drømte,
til han ikke kunde dy sig længer; men maatte faa det alt ud af sig
selv; udtrykt, saa andre med kunde se og føle det. Han gik som i
en rus; det sang i ham den hele udslagne dag; den deiligste musik
strømmede ham imøde fra hver ting i livet. Han maatte lade andre
faa del i alt dette, lade dem faa høre sangen, se al herligheden; deres
øine og øren maatte han aabne, saa de kunde se, som han saa, hvad
glans og jubel der staar af livet. Alle sine ildnende tanker maatte han
give dem del i, sit haab, sin tro; maatte fortælle dem, hvad der gjæ
rer i tiden, hvad fremtiden bærer i sit skjød, hvilket et glædesbudskab
Amerika har at forkynde den hele verden. . . .
Og saa udgav han, 35 aar gammel, sin første, lille digtsamling
„Leaves of grass". Senere i livet har han fra tid til anden udgivet
nye samlinger, til der nu ligger for os i et eneste bind hans afslut-
346
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:14 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0356.html
