Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Thomas Huxley: Ethik og udvikling. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sætte skranker for naturens herredømme og at minde den enkelte om
hans pligter mod samfundet, hvis beskyttelse og indflydelse han skyl
der, om ikke selve tilværelsen, saa dog et liv paa et høiere trin end
den blodtørstige vildes.
Kun fordi vore dages fanatiske individualisme overser disse
simple kjendsgjerninger, har den kunnet forsøge paa at anvende de fra
naturen hentede erfaringer paa samfundet. Dette er et nyt misbrug
af den stoiske forskrift om at følge naturen. Den enkeltes pligter
mod staten gaar i glemmebogen, og hans tilbøielighed til selvhævdelse
adles ovenikjøbet ved at døbes: en rettighed. Det blir for fuldt
alvor diskutteret, om medlemmerne af et samfund overhovedet har ret
til at anvende sine forenede kræfter til at tvinge en af sine borgere
til at bidrage sin del til opretholdelse af fællesskabet, eller endog til at
hindre ham i forsøg paa at tihntetgjøre det. Kampen for tilværelsen,
som har udrettet saa store ting i naturen, maa, synes det, ogsaa i det
sædelige liv være lige gavnlig. Men hvis det er sandt, hvad jeg
har udviklet, hvis nemlig naturens herredømme aldeles ikke staar i
noget forhold til sædelighen, og dersom menneskets efterligning efter
naturen er uforenelig med al sædeligheds vigtigste grundlag, hvad blir
der da af denne overraskende visdom?
Vi maa en gang for alle betragte det som afgjort, at samfundets
sædelige fremskridt ikke er at haabe ved efterligning af naturens
herredømme, og endnu mindre ved flugt derfor, men ved kamp imod
dette herredømme. Det kan synes dumdristigt saaledes at stille
mikrokosmos ligeoverfor makrokosmos og at spore mennesket til at
gjøre naturen tjenlig for sine høiere formaal. Men man tør vel paastaa,
at den store, aandelige kløft mellem de gamle tider, vi har beskjæftiget
os med, og vor tid netop ligger i det grundede haab om, at et saadant
foretagende til en vis grad tør regne paa et heldigt udfald.
Civilisationens historie kan fortælle om enkelte haandsrækninger,
som under bygningen af en kunstig verden i verdensaltet har ført
menneskene til et heldigt resultat. Mennesket, der kun er et vaiende
siv, men, som Pascal siger, et tænkende, besidder en skat af handle
kraft, som er underlagt tænkningen, og saa beslegtet med det, som
gjennemtrænger altet, at han besidder magt til at indvirke paa og
begrænse naturen. Takket .være sine aandskræfter bøier dvergen
kjæmpen under sin vilje. Hvor der er stiftet en familj e, et fællesskab,
er menneskets naturdrifter tilbagetrængte og omdannede ved love og
sæder. Hyrden, agerdyrkeren, haandverkeren har hver paa sin maade
udøvet indflydelse paa den dem omgivende natur. Med civilisationens
fremadskriden har disse indgreb tiltaget i omfang, indtil de systema-
359
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
