Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Determinismens konsekventser for moral og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de ifølge kausalitetens love maa gjøre det? Bliver det europæerne
ligegyldigt, at de forfølges i Kina, naar de betænker, at de paa grund
af kinesernes kulturstandpunkt og muligens sin egen arrogance ikke
kan vente andet? Bliver en handlings følger ligegyldige, fordi de med
bestemthed havde kunnet forudsees? Naar deterministen siger et
übroderligt ord, saa antager han, at dette drager i al evighed sine
følger efter sig, ligesom han mener, at det var hans medfødte og
erhvervede egenskaber i forening med øieblikkets situation, der med
nødvendighed drev ham dertil. Men gjør det ham alligevel ikke ondt,
at det skeede ? Ønsker han ikke, at han næste gang, en lignende
situation frister ham, maa have erhvervet sig slige’ egenskaber, at han
drives til at modstaa fristelsen? Uden tvil.
Ja, vil man sige, ønske kan han nok, men hvorledes skal han
kunne haabe, naar han tror paa forholdenes almagt og sin egen
afmagt ?
Sin egen afmagt? Det er netop den, han ikke tror paa. Han
glemmer ikke, saaledes som molboen, at tælle sig selv, naar han
tænker paa „forholdene". Han, d. v. s. hans evner og anlæg, er
selv et af de bestemmende forhold. Og derfor drives han hvis
ikke af sia afsky saa dog af sin frygt for det onde psykologisk
nødvendig til at gjøre modstand mod sine onde tilbøieligheder. Naar
han først er kommen over molbostandpunktet, at
glemme den nærmeste faktor, saa drives han til åt regne med
denne og indvirke saaledes paa forholdene (hvoriblandt altsaa ogsaa
ham selv), at en gjentagelse af forbrydelsen undgaaes.
Der bliver altsaa ingen tale om ansvar, hæder eller skam, straf eller
belønning i den sædvanlige, absolut individuelle betydning; den hand
lende kommer kun til at være medansvarlig for sine ufuldkommenheder
ved de konsekventser, de medfører, og som angaar den hele vide
verden ligesaa meget, omend ikke saa direkte som ham selv.
Har de onde, egoistiske, antisociale tilbøieligheder magten hos ham,
saa føler han ikke selvløshedens glæder; han kommer i stadig dybere
og uforsonligere strid med verden, hvor godt det end til et vist punkt
kan skjules. Og dreven af denne erkjendelse søger deterministen,
omend med fuld bevidsthed om, at han drives og hverken helt eller
delvis handler spontant i absolut forstand, til at bekjæmpe sine anti
sociale lidenskaber og stræbe efter den størst mulige storhed i tænken
og følen. Og udviklingen taber ikke noget af sin ophøiede interesse
for ham derved, at han ved den bestemt, determineret af hans ydre
og indre lovmæssig virkende forhold. Det er kun saalænge den vor
dende determinist endnu glemmer at medregne sine egne kræfter, at
374
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
