Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Determinismens konsekventser for moral og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Du bliver mindre tilbøielig til hovmod, idet du lidt efter lidt bliver
dig din absolute sammenhæng med universet bevidst. Hovmod og
haardhed vilde for den, der tilgavns var gjennemtrængt af determinis
mens grundtanke, være lige umulige.
Determinismen reducerer os altsaa ikke til mekanismer i almindelig
forstand, men vel i sin sædvanlige form til væsener, der staar
i absolut solidaritetsforhold til hinanden og til den øvrige verden, og
som, naar de blir sig dette bevidst drives til planmæssig at øve den
indflydelse paa forholdene, som de, støttede paa sine mere eller mindre
egoistiske eller altruistiske beregninger tror at være bedst. At man
ogsaa uden denne bevidsthed søger at influere paa forholdene efter
sine formaals tarv ved f. ex. at søge selskab af en vis beskaffenhed
for at blive paavirket i en vis retning viser jo, at man erfarings
mæssig erkjender kausalitetsforholdet som det normale; men determi
nismen gaar videre, tager skridtet fuldt ud, idet den i sin sædvanlige
form antager, at der altid finder en fuldstændig vexelvirkning
sted mellem mennesket og dets omverden, saaledes at enhver af dets
flygtigste tanker, ord eller handlinger er af betydning for universet,
ligesom at selv den aller übetydeligste begivenhed i dette er af betyd
ning for dét, og .endvidere at dets hele legemlige og sjælelige habitus
bestemmes af summen af disse naturlige aarsager og ikke af nogen
i absolut forstand selvstændig, vilkaarlig kraft indeni eller udenom det.
Men naar determinismen altsaa ikke alene bestemtere end
nogen anden lære - benegter, at det intet gjør til sagen, hvorledes
man lever, men endog mener, at selv den flygtigste og lønligste tanke
har sin plads i kausalitetens uendelige række og drager evige konse
kventser efter sig hvorledes har man da kunnet beskylde den for
at lede til moralsk indifferentisme? Grunden synes at maatte være
den, at man betragter en handling, der ikke udspringer absolut vilkaarlig
af den" handlendes individualitet for en handling, han intet ansvar,
ingen hæder og ingen skam har af. Og sandt er det jo, at det i
absolut forstand individuelle, selvstændige ansvar, den i absolut forstand
individuelle hæder og skam forsvinder. Den handlende kan ikke
belønnes eller straffes rent individuelt som handlingens første ophav
begrebet „individ" faar idetheletaget en anden betydning men han
er umiddelbart med om at bære dens naturlige følger. Og det er
ham dog ikke ligegyldigt, om han har eller faar legemlige eller
sjælelige smerter, fordi han tror, at hvis de kommer, saa er det fordi
373
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
