Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Determinismens konsekventser for moral og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blive fordømte. Naar man betænker, at „faa er udvalgte", saa kan der
neppe siges at være mere forjættelse og opmuntring for menneskehe
den i sin almindelighed i den folkelige tro end i determinismen, der
lover sikker erstatning for hver eneste lille kraftanstrengelse hos hvert
eneste individ uden spor af hensyn til religionsbekjendelse e. 1. Naar
et menneske vrider sig under svære lidelser, da vil det uden tvil
finde en trøst i mirakeltroen, hvis det virkelig eier den eller tror at
gjøre det. Bevidstheden om selv den mindste handlings evige betyd
ning som værn mod endnu større smerter eller som exempel for andre
lidende fordrer en klarere hjerne og er derfor kanhænde ikke saa
skikket til at yde trøst i de mest fortvilede øieblikke, hvor man ikke
er ved sin aands fulde brug, men for saadanne øieblikke gjælder over
hovedet ingen fornuftige forskrifter : naar lægen har opgivet alt haab
om at redde patienten, lader han ham faa, hvad han ønsker.
En følge af den endogsaa i den sjælelige verden raadende na
turbestemte nødvendighed, som determinismen forudsætter, skulde det
endvidere være, at ogsaa det juridiske udtryk „forbrydelse" maatte
udgaa af sproget eller tillægges en ganske anden betydning end hid
til. Og dette sidste kan vistnok heller ikke benegtes. Forsaavidt
den juridiske -ret baseres paa den moralske, kan den ikke brænde
merke dén, der kun handler i overensstemmelse med forholdenes ab
solut bydende nødvendighed som et spontant handlende, det onde
med absolut individuel selvstændighed og vilkaarhghed skabende væsen.
Istedenfor „forbrydelse" burde man derfor anvende betegnelser som
„lovbrud" eller „samfundsforstj-rrelse" og istedenfor „straf" „uskade
liggjørelse" eller „samfundsbeskyttelse".
For deterministen staar „forbryderen" ikke som et væsen af an
den moralsk art end han selv. Han indlader sig overhovedet ikke
paa nogensomhelst moralsk dom, fordi han er sig bevidst, hvor ofte
han selv har overtraadt samfundspligternes uskrevne kodex, og hvor
nødvendig han ogsaa vilde være blevet dreven til mangen overtrædelse
af den skrevne, om forholdene havde artet sig anderledes. For deter
ministen staar „forbryderen" og han selv ikke som helt selvstændige
individer ligeoverfor hinanden, men som kommunicerende organer i den
samme organisme. Ligesom den høire haand ved blodet staar i for
bindelse med den venstre, saaledes staar dommeren ved samfundsblodet
d. v. s. kulturstrømningerne o. s. v. i forbindelse med den,
der skal dømmes. Naar en tagsten efter tyngdens love falder ned og
376
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
