Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Cesare Lombroso: Ibsens „Gjengangere“ og psykiatrien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens „Gjengangere" og psykiatrien". 1)
x) Die Zukunft, 16. september.
Ibsens „Gjengangere" er ved den første opførelse i Italien
bleven modtaget med opposition og mistro; men stykket har dog,
selv i de egne, hvor misoneismen blomstrer paa det frodigste, i
Rom og Turin, feiret store triumfer og har overvundet den tvil og
modstræben, som altid møder det virkelig originale og nye. Nogle
af vore aviser tilskriver den nye anthropologisk—psykologiske skole
æren for denne triumf, fordi denne, som de mener, med sin betoning
af lastens organiske betingethed og forbrydelsens atavistiske op
rindelse har forberedt stemningen for de idéer og problemer, som
bourgeoisiet fra først af fandt saa usmagelige hos Ibsen. Jeg tror,
man viser os altfor megen ære ved denne opfatning; jeg ialfald —•
som den mer eller mindre authentiske fader til denne skole
hengir mig ikke til det høitflyvende haab at være bleven saa popu
lær, og endnu mindre tror jeg, at den italienske gjennemsnitskultur
er moden for saaclanne tanker. Netop fordi den nye skole gaar
altfor dybt tilbunds i tingene, vil vore fossile akademier, som paa
videnskabens omraade betegner bourgeoisiets middelmaadighed, endnu
bruge mange aar, før de optar og assimilerer disse idéer i sig;
indtil da vil de fortsætte med at gjøre dem latterlige. En meget
gammel iagttagelse lærer, at sandheder, som i lang tid benegtes
af den officielle verden og den professionelle videnskab, meget
lettere finder en tilflugt hos -kunstnere og skribenter. Saaledes
finder jeg f. eks. i den bildende kunst et helt arsenal af beviser
for min theori om den fødte forbryder ; thi intet af de store kunst
verker, som fremstiller en henrettelse, en torturscene, eller et
martyrium, er uden en bøddelfigur, som nøiagtig svarer til min be
skrivelse af en forbrydertype.
Ingen tviler paa sandheden af slige skikkelser som Zola’s
Jacques Lantier eller Goncourt’s Fille Elisa, hvor forbrydernatur
og epileptisk degeneration fremstilles som identiske, medens mangen
en psykiatriker endnu tar afstand fra eller endog bent ud negter
denne identitet. Hvorfor virker digtere og videnskabsmænd, som
dog forkynder det samme, saa forskjellig paa sit publikum? Naar
395
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
