Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Bøgh: Episoder fra Jonas Lies første ophold i Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Nu ved jeg raabte han hvad der er i Vejen med denne
Sangen min. Jeg har jo ikke, Gut, set salte Sjøen paa Aar og
Dag. Jeg er biet et rent Indlandsmenneske. Jeg maa ned til
Ostia. Vil du være med? Vi kjører imorgen."
Næste Dag sad Jonas Lie og Kone, Billedhugger Mageisen og
jeg i en stor gammeldags Vogn og rullede til Ostia. Vi var alle
rigtig glade ved Udsigten til atter at komme ud til Havet, for nu
skjønte vi alle, at det kunde vi saa inderlig vel trænge til, efter i
Maaneder at ha set bare det grumsede gule Tibervand.
Og vi kom til Ostia. Der saa ikke meget opmuntrende ud.
Det var selve Melankolien i en døende Bys Skikkelse. Jeg husker
en 6—7 eller maaske var det bare en 3 —4 forfaldne Huse bag
en høj Middelaldersmur. Havde man vovet sig ind gjennem Portenr
kom man ud paa en liden aaben Plads, hvor Byens gebrækliger
lettællelige Huse laa og grundede over Verdens Forgjængelighed,
medens Solen stegte mellem Husvæggene og intet Menneske var at
se paa den glovarme „Piazza". Imidlertid —et Osteria var der
naturligvis, og da det var opdaget, tog vi Mod til os og gik ind.
Det gjaldt nemlig at tilforhandle os noget Vin til vort medbragte
Maaltid, som vi havde bestemt os at nyde i den nærliggende Pinje
skog. Vor Ankomst vakte ufortjent Opmærksomhed. Der samlede
sig stille, som voksede de op af Jorden - nogle Mænd og-
Kvinder af et lidet hyggeligt Udseende og med paafaldende graadige
Træk, og uagtet vi var tre Nordmænd fra Norge, følte vi os lettet.
da vi med vort Bytte kunde i god Orden trække os ud af den be
fæstede Stad.
Der var deiligt derinde i Pinjeskogen. Summende Varme, men
saa stille og skyggefuldt, og saa lugtede det saa hjemligt af Harpiks
og Naaler ganske som en Sommerdag i Granskogene. Og Maaltidet
var fornøjeligt. Jonas Lie var i straalende Humør, han fortalte,
sine bedste Historier eller laa og fantaserede som en Musiker over
snart et, snart et andet Tema, hentet fra Syd og Nordr fra Solen
og Nordpolen som hans Vane var, naar han befandt sig veL
Saa lød det: „Mod Havet stunder jeg, ja mod Havet" det
var Jonas Lie, som kommanderede Opbrud. Vi havde nemlig et.
godt Stykke Vej for os, før vi naadde helt ud i Havstokken.
Først førte den gamle antike Vej i snorlig Linje og med sin
uslidelige Brolægning et langt Stykke gjennem Pinjeskogen, indtil
Sandbankerne begyndte. Det havde gaaet raskt under Skyggen af
de bredkronede Pinjer værre blev det, da vi kom ud i Solstegen
op1 maatte stavre i den løse Sand, Banke op og Banke ned. Hver-
420
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
