Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Johan Bøgh: Episoder fra Jonas Lies første ophold i Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
* *
*
gang vi kom op paa Toppen af en af disse runde Dyner, trodde
vi at ha Havet for os i hele dets Majestæt. Men der var altid en
igjen, og atter en, saa det gjaldt at være „havkjær", for at holde
det gaaende i den glohede Sand. Pludselig hørte vi Bruset af
Sudraget paa den flade Strand, der altsaa ikke kunde være langt
l)orte. Men medens vi andre tog Hvile i den glade Bevidsthed, at
Maalet var nær, tog Jonas Lie Syvmilestøvler paa og la ivej, som
•om der hverken var glohed Sand eller glohed Sol.
En Stund efter ruslede vi andre videre, og endelig stod vi
paa den sidste Banke med Middelhavet skinnende foran os.
Jonas Lie stod allerede nede i Fjæren, yderst ude, hvor Døn
ningerne pludselig rejste sig som glasgrønne Hvælv og efterpaa
fossede indover den flade Strand med lange Skumstriber. Da jeg
kom ned til ham, saa jeg, at han drak Sjøvand af sin hule Haand.
„Aa det er dejligt" svarte han og slubrede i sig „dejligt,
prøv bare."
Vi tilbragte mange Timer dernede i Fjæren, og da vi sent om
Kvelden kom tilbage til Rom, havde vi atter en Fornemmelse af
Havstrilenaturen i os.
Kuren var probat. I de følgende Dage skrev Jonas Lie sin
Sang til Tusendaarsfesten.
Saa var det oppe i Rocca di Papa. Det var en rigtig snurrig
eller for at tale æsthetisk malerisk Fjeldby højt oppe i Al
banerbjergene, med Grader saa stejle, at man resikerede at skrabe
sin Næse, dersom man var saa uforsigtig at gaa noget foroverbøjet.
Lies, nogle danske og jeg havde taget Sommerkvarter deroppe.
Vi boede i et „Palazzo", som Overbech, den berømte Nazaræner
•og fromme Katolik, havde bygget, og som nu af en kvindelig Slægt
ning blev lejet ud til slige Kjættere som vi. Dansken Pietro Krohn
•og jeg, der var Kontubernaler, bodde i selve Mesterens Atelier.
Vi fik i Sommerens Løb nu og da Besøg derud af skandinaviske
Venner. Det er fra et saadant, jeg har følgende Erindring.
En Dag, da jeg var et Ærinde inde i Kom, mødte jeg to elsk
værdige, unge Arkitekter, som jeg tidligere paa Aaret havde været
adskillig sammen med, og da de nu gik og svedede inde i Byens
•Gader, bad ieg dem ud til os i Bjergene. Den ene var, saavidt
jeg husker, fra Stockholm, den anden var Finne og havde hjemme
i Helsingfors.
„Trænger du det ogsaa indvendig?" spurgte jeg.
421
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:14 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0431.html
