- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Fjerde aargang. 1893 /
430

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Hvordan „Kværnkallen“ blev til

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

rene kreditorer; ja endog vognmandskuskene kjørte vedsidenaf én,
gade op og gade ned, saa man kunde være fristet til at henvende
sig til politiet.
Værre end lopper og tiggere og vognmandskusker var imidler
tid en gammel heks af en tjenestepige ved navn Lovisa Sorentina,
som vi havde været letsindig nok til at paadrage os. Det var en
ægte romerkjæring med én eneste og sidste hugtand i munden, og
hænder, der grangivelig lignede klør. Lad var hun over al maade,
og dertil saa langsom i alt, hvad hun foretog sig, at vi tilslut saa’
os nødt til at lade vore støvler blanke af en gadepudser. Derhos
rapsede hun lidt af hvert til sig og var adskillig forfalden*, saa hun
ikke paa nogen maade var til at stole paa. Vi lagde merke til,
at hun gjerne holdt til paa en vinstue tvers over gaden, og at hun
havde mange bekjendte blandt de værste drukkenbolte og sviregaster.
En aften havde hun imidlertid været mere beskjænket end vanlig;
thi hun var styrtet ned ad en trappe og havde skadet sin arm,
saa hun ikke mere kunde forre’tte sit arbeide. Vi greb da øie
blikkelig anledningen til at sige hende op ; men da kan man tro,
der blev liv i heksen. Som en furie för hun ved meddelelsen her
om op til os, og raste og tordnede, ikke paa almindelig menneske
lig vis, men paa storladen italiensk, med funklende blikke og klør’ne
i slige rappe gestikulerende bevægelser, at de kun overtrumfedes af
-det Niagara af en ordstrøm, der vældede og flommede og fossede
ud over os. Det før saa dovne menneske var pludselig biet spæn
stig som en staalfjer —: alle fagter og lader var som den mest
drevne skuespillerindes. Det var en ren nydelse at sé denne stil
i raseriet, som kun sydlændingen kan opvise., Hun blev formelig
større og større, jo voldsommere hun fægtede i sin arrigskab,
lo med øine, der gnistrede af had, indbaldyrende os i en uhyre
mundfuld fede trusler. Og endnu længe efteråt vi havde lukket
døren i for hende, lød hendes snerrende strubelyd og gneldrende
skjælden og smelden som en stigende fordømmelsesdom nedover
trappeopgangen.
Denne übehagelige begivenhed gjorde et sterkt indtryk paa
far og bidrog i høi grad til at fremmane utryghedsminderne fra
det første Eomerophold. Han saa’ ikke længer denne modning i
•et barnsligt folk, som han for 20 aar siden havde troet paa og
levet med i; han fandt ikke længer i det moderne Italien denne
stolte og hellige kunstnerild, der lovede fremtid og malte haab.
Han saa’ kim en politik, hvori middelalderens condottiere gik igjen,
og som havde sat en glorie af brustne illusioner over et forarmet
430

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:14 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0440.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free