Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Holskogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som led i den hjemlige ring. Grunden var ikke bare Jonas Lies
og fru Thomasines og hele familjens elskværdighed, det berodde paa,
en egenskab hos Jonas Lie, som gjør ham til den ældste og bedste
ven for alle os yngre. Han er en levende illustration til artiums
opgaven: den sande og skjønne ungdommelighed.
Man træffer ikke hans mage til at forståa den yngres tankesæt
og følemaade. Han eier i livet den samme intuitive evne, som vi
kjender fra hans bøger. Ad underlige veie finder han og tilegner
sig det eiendommelige, stort eller lidet, og han holder af det, saa
en føler sig glad ved det. Derfor sidder man aldrig paa forundrings
stolen hos ham; man nyder behaget ved det hjemlige og kan være
sig selv, fordi man føler sig fri.
„Naa er du der," og han løftet de lysvare øine fra kon
ceptet paa det store gammeldags bord. Han var den samme, og;
det var som igaar, besøget i Berchtesgaden for fem aar siden.
Som dengang gik spørgsmaal og svar i kryds, da vi sad samlet i
stuen paa Holskogen, hvor fruen med klister og tapet, nogle pariser
sager og gamle møbler havde faaet et hyggeligt rum istand. Jeg
savnet maasen fra bagstuen i Paris; men maaser hørte med til
Holskogens herligheder, dem Jonas Lie ikke noksom kunde prise.
Det norske sjøvandet var godt, men han syntes det var for
stærkt, blev for mat af det, og denne bogen laa jo der og truet
inde i hodet, med bare nogle kapitler færdige paa papiret. Sligt
arbeide maa jo værnes om, en kan ikke tale om det engang;
dobbelt glad blev jeg derfor, da Jonas Lie spurgte, om jeg vilde
høre lidt af bogen.
Jeg skal ikke være nogen indiskret reporter, men den scenen
fra doktorens kontor, hvor denne tordner over et brev fra den
ene sønnen, som nu føler „kald" til at bli sanger, det var et
kapitel saa friskt og kraftigt som det bedste, vi kjender fra Jonas
Lies billeder af norsk liv i hjemmene. Jeg ved heller ingen, som
bedre skulde kunne gi brydningen mellem gamlingen og de unge,,
nogen som finere kunde tolke morens kval og pine derved, end
netop han. „Niobe" blir sikkerlig mange norske hjems saga.
Læsescenen vilde det været morsomt at faa gjengivet her; en
tegner kunde af hukommelsen gi Jonas Lie, som han sad der ved
bordet i lænestolen, med lampen tæt bag sig, stor grøn øienskjærm
under fløielsbaretten, saa bare hagen, mundpartiet og næsetippen
saaes udenfor skjærmens skygge. Jonas Lie var saa elskværdig
ogsaa at stumper af „Trold" for os, og det eiendomme
lige „Kværnkallen" trak efter sig den underlige tilblivelseshistorien^
434
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
