Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Dahl: Jul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ken var i to, hvor foden tyngedes. Saa krøb han paa hesten og
red koldblodig heim.
Præmieløtnanten saa paa mig, som om jeg hele mit liv havde
mødt livets alvorskamp med tvivl og fornegtelse.
„Det var i’o det gode, at blodet ikke randt; men han skulde
naa leve den gangen. Anderledes var det næste vinter. Da hug
han sig i foden under læssingen. Alene da ogsaa, og længst til
fjelds! Men han vørede det ikke større og vilde ta’ vandringen
med nedover lel. Snart mærkede han dog, at støvlen var fuld af
blod. Saa spændte han fra og kom sig paa hesteryggen. Langt
om længe kom han ned til en anden tømmerkjører ; men var da
saa blodlens, at han ikke aarkede at holde sig paa hesten. Kam
meraten satte ham af under en diger spelfuru og red. selv som
galen til Nyrønningen efter slæde. Konen skreg, kastede sig paa
slæden og vilde med; men kjøreren slingrede hende af, mod første
grindstolpe med fuldt forsæt. Da han langt om længe kom op
til spelfuruen, laa Helge i en bloddam saa stor, som en skulde ha’
slagtet en kalv. Men liv fandtes der ikke."
Præmieløtnanten saa af og til paa mig med spørgende øine?
Mon det nu gik op for mig, at skogliv ikke bare var at sidde rundt
„nying og kaffekok" med snadde i munden?
Siden sled hun alene med pladsen. Hesten var solgt, strax
tiimmerkj øringen tog slut. En ko og to sauer, nede i det mørke
lille fjøs, var alt, som levede med dem der.
I sex lange vintermaaneder stod de der paa samme flæk
ken aa ja, baade folk og fæ og gumlede sultefoder; rundt
om beleirede af kulde, sne og mørke.
Ikke for det, hun skulde ikke klage. Aanei aanei! Gud
velsigne han Vorherre for kvar dag, som gaar! Fattigfolk maa
lide ondt, der er ikke andet for!
Og saa al den glæde hun havde af gutungen da. Og havde
hävt, fra han var yrliden. Saa kjælen efter mor sin som en katte.
Da han var fer liden til at følge hende ud — til fæ eller ved
saa hun mangengang igjennem glasset, naar hun kom tilbars, at
han smøg og kjælte for mor sin stak, som hang igjen paa væg
gen af bare godhed for hende. Men nu nu var der bent
fram gagn i gutten. Han kløvde, drog saga med mor sin og vred
vidur, baade graataspenclil og sant olafsspendil. Det ko og sauer
hang efter, havde da han vriet, baade klave og toug.
Det var bare synd, lum ikke havde faaet kristnet ’en. Havde
Jeg følte, præmieløtnanten saa paa mig.
463
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
