Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Walt Whitman - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*
VII.
**<
Beligioner og bibler er guddommelige, siges der. Jeg negter det ikke;
men jeg paastaar, at de alle har vokset ud fra dig — den enkelte sjæl —,
og kan gjøre det igjen. Det. er ikke dem, der giver liv og er liv; men du selv .. .
„Lad andre besvare spørgsmaal og afpjøre alt under himlen ; jeg besvarer
og afgjør intet ; jeg bare opkaster übesvarlige spørgsmaal ....
„Det er ikke en bog dette, men en mand," siger Whitman
selv om sin digtsamling, og jo mere vi læser den, jo mere sander
vi det. Manden staar lyslevende frem ifra bogens blade. Det er
altsammen Walt Whitman. Og det bliver ei længer et spørgsmaal,
om vi liker hans digte, men om vi liker ham. Selve titelbladet
bærer dette personlighedspræg. Der er hans haandskrevne navn,
og selve titelen er en trofast kopi af forfatterens egne skakke
kragetæer i det oprindelige manuskript. Han taler uafladeligt direkte
til læseren som ven og kammerat, hans aand og personlighed
synes straks efter at komme løs fra bogens blade og faa fat paa
en. Og endeligt —iet af slutningsdigtene giver han læseren
et kys giver det „specielt til dig". Sjelden har vel bog og
forfatter smeltet saa fuldstændigt sammen. Vi synes se ham den
hele tid siddende foran os i skjorteærmerne, med det silkefine hvide
haar om skuldrene flagrende frit i vind og solskin (han søgte sjelden
skygge), det store, velformede hoved og det glade, tilfredse dekla
merende udtryk. Han minder om de gamle skjalde. Der er ofte
en vild musik og klang som af trommehvirvler og vaabenlarm i
hans sange. Han kvæder altid paa staaende fod; aldrig uden naar
aanden kommer over ham ; da flyder de underlige linier fra hans
læber, naturligt som vindens susen, med en monoton, deklamatorisk
og henrykt betoning. Hans digte, siges der, vandt uhyre ved at
blive oplæste af ham selv. De var kvad og maatte kvædes,
ikke læses.
Om Whitmans liv i senere aar er der lidet at sige. Han tjente
gjennem krigen som frivillig sygepleier, dels i hospitalerne, dels
paa slagmarken, og hans varme hjerte og sympatin og magnetiske
personlighed gjorde ham i den stilling til en ualmindelig nyttig og
allevegne velseet mand. Af og til under krigens løb skrev han
ogsaa en ny sang. De saaledes fremkomne digte samledes siden
under titelen „Trommehvirvler" og udgjør den mest klingende og
musikalske del af „Le ave s o f Gras s". Efter krigens ophør an
sattes han, som vi har seet, i et regjeringsdepartement til den første
„forfølgelse" kom, da han fik ansættelse i et andet departement,
og forblev der, til en i hospitalerne paadragen sygelighed nødte ham
til at tage afsked. Han drog sig da tilbage til Camden i New
Jersey, en slags forstad til Philadelphia, hvor han siden har levet
i ro, i mange aar i sit eget lille hus, omgiven af nogle faa til
bedende venner, alment agtet og anerkjendt af dem, hvis agtelse
«g anerkjendelse han brydde sig om, de dybeste tænkere og
474
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
