Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Walt Whitman - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
* *
:|:
største forfattere og kritikere i Amerika og tildels i udenverdenen.
Og her døde han i marts i indeværende aar.
Selv havde han længe taget et roligt og filosofisk syn paa sin
egen digtning. „Ligegyldigt, siger han, „hvad mine venner maatte
kræve for mig, ved jeg fuldt vel, at hvad malende evne, dramatisk
talent og fremforalt ordenes melodi og digtningens hele teknik
angaar, saa staar jeg ikke alene uhyre tilbage for vor egen tids
større digtere, men og for snese af de mindre, som i den retning
overgaar mig aldeles uendelig." Men han havde noget, han vilde
faa sagt. Det var for ham hovedsagen; og det har lykkedes ham
fuldstændigt. Han har faaet det sagt, slig, at den hele civiliserede
verden har hørt ham. Og dermed er han fuldstændig tilfreds.
Han har naaet sit eget maal og realiseret sit eget ideal. Hvad
hans levedygtighed angaar, saa overlader han det übekymret til
fremtiden. Tankerne er seirende tanker; meget af, hvad der syntes
revolutionært i 185"), er allerede dagligdags sandhed.
Venner og beundrere advarer han mod at grunde nogen skole
paa ham eller gjøre ham til nogen autoritet til at lamme, kue og
begrænse andre personligheder med. „Lad alt forblive frit." En
hver maa være sig selv, som han har været Walt Whitman og
ingen anden.
Og saa sender han sin bog færdig og afsluttet ud i verden og
ned til kommende slegter med den slutningshilsen, i Herders ord
til G-øthe, at de største og deiligste sange fremdeles er ufødte. Det
bedste ligger altid foran os.
Whitman er den livsglade optimismes apostel ; ikke fordi han
ser overfladisk, men fordi han føler dybt. Han holder af livet; det
er for ham en velsignelse, ord ei magter at beskrive. Eventyrenes,
drømmens, fantasiverdnernes glans blegner rent overfor den nøgne,
prosaiske, dagligdagse virkelighed. Den er det sande digt. Hans
hele væsen vibrerer og synger af glæde og fryd og tryghed. Han
falder i henrykkelse over et løvsprættende træ, og det jubler i ham,
bare han hører fuglene kvidre eller lugter en rose. 70 aar gammel
kjørte han en aften ud i Delawarenodens bølger og sad der, i hvad
han kaldte „en himmelsk time", med vandet brusende om sig og de
vestlige himle og bakketoppe straalende i solfaldsfarver.
Han var ingen afdanket, udbleget stueliterat. Blodet var rødt
og hedt i hans aarer. Der er tro og haab i ham, fordi der er
kraft i ham. Hans bedste digtning er som et bad i sollys og vaar
bris. Alle ens sjæls porer aabner sig og indsuger kraften, blodet
hamrer og længsler vækkes; mismod, frygt, grublen og svaghed flyr
som spøgelser for den lyse dag. Hvor andre saa død midt i livet,
der saa han liv i døden; og hvor de saa styggedom og usselhed
midt i deiligheden, der saa han det underskjønne midt i stygge
dommen.
475
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
