Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hedvig, og hele forlorenheden i den Ekdalske verden blir ikke
mindre oprørende, fordi dette lille menneske gaar tilgrunde i den.
Hamsun er en talentfuld pamfietist. Hans harme nåar ikke
længer end til angrebet; hans positive ideal maa altid forklæde sig,
og derfor underholder han saa godt, morer og vækker smaagiftig
heden op i en. Men han kommer jammerfuldt til kort, nåar det
gjælder den inderste nøgle. Han liker og hader ydersiden; derfor
er det ogsaa bare udenoms snak, dette Coldevins om kunst- og
handelsmænd. Hvem har ikke vidst, at bøger er bøger og handels
vare er handelsvare. En bog er jo bare en omsætning af en række
aandelige værdier, og handelsmanden er jo bare en omsætter, en
flytter af materielle værdier.
Forskjellen er den, at omsætteren af de aandelige værdier ikke
har synderlig udsigt til i vort samfund saan i begyndelsen ial
fald at staa sig paa omsætningen; medens derimod handels
manden gjør omsætningen for at staa sig paa den. Hvem der
gavner samfundet mest, vedkommer ikke dette spørgsmaal; men.
faktum er, at baade kunstnere og handelsmænd ofte er uheldige
omsættere af værdier.
Men nu har Hamsun givet os et samfundsbillede, hvor handels
mænd er ædle og begavede undtagen i omgang med kunstnere,,
medens disse er forlorent begavede prøverne paa deres digt
ning) og høist uædle.
Jeg for min del tror, at der er skomagere baade blandt kunst
nere og handelsmænd. Det er Hamsun sikkert enig i; men nåar
han i en bog gir mig et billede af samfundsforhold paa en saadan.
maade som skeet, saa tror jeg ham ikke, fordi jeg ved bedre.
Feilen ved Hamsuns maade at skildre paa er nemlig den, at.
hans gjengivelse af iagttagelserne i altfor ringe grad har gaat gjen
neni et temperament; de har bare passeret et humor. Derfor blir
hans vid morsomheder, hans indignation sinne, hans skildring for
vrængning, og vi staar igjen med en karrikatur istedetfor et portræt.
Men Hamsun gir sig seiv, saa det har klem. Og det er hans.
uvurderlige fortjeneste, at han taler fra leveren. Uanseet kunsten
i hans fremstilling skjødesløs som den er saa har vi i ham
en „gut for sig sjøl".
Gunnar Heiberg har ikke tat sig det saa let som Hamsun med.
kunstnerne, og han har ikke som fru Skram tat et artistisk
milieu til baggrund bare. Hos ham er kunstnerne først og sidst
emnet, og han gir virkelig lys over det, Hamsun har ladt ligge i
mørke, han forklarer gjennem flere figurer baade hvad, hvorledes,
og hvorfor kunstnere er slig.
I det ydre, det sociale, det konvenable om man vil, er der
mærkelig overensstemmelse mellem alle tre skildrere, dog mest mel
lem Amalie Skram og Heiberg. Men hvad faar vi ikke hos Gun
nar Heiberg for ganske anderledes besked om disse menneskene,,
end vi faar hos Hamsun, som altid fortæller, at de snakker udmær
ket i kliken, men aldrig lar os høre det.
Gunnar Heiberg har hørt godt efter; men han er ikke som en
485
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
