Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Nytaarsnat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
Saa kunde du altsaa alligevel ikke taale dødens ansigt? ikke
tanken om de fire fjel, som venter dig dernede ved bakkens fod,
foran hulveien.
Du klamrer dig dog til denne uhyre, uudryddelige
forfængelighed, at dette mesterverk, dette centrum, dette høitvigtigste: Du
maa leve, maa skulle blive, du taaler, du vil ikke, at det skal
loses ganske op og glide bort, saa ganske bort, og ikke være
mere ....
Ikke være mere uden som atomet kun i hin umaalte, ukjendte,
ubegrebne sum af kraft — livsophavet.
Du kunde ikke bære saa beskeden en lod som den, der blev
din — dine kaar, som du dog knæsatte i din ungdom.
Men kirkerne staar jo aabne. Salmesangen har jo ikke tiet,
vievandet staar endnu beredt ved dørene. Kristus hænger endnu
paa sit kors, og presterne lønnes endnu — af staterne — i deres
lange kaaber.
Gaa altsaa derind.
Vend hjem til den lividskjeggede gud i bibelen og vind, troende,
hans himmel, der er rig og enfoldig ....
Men det gjør du ikke.
Thi den store gud er guden for det enfold, du ikke eier, og
aanden vil den hele tro, din splittede sjæl ikke har.
Men du overkommer aanderne. Det er tingen.
Du fylder seklets tusmørke med spøgelser, og din gudstjeneste
er aandemanerier. Religionen er for sterk for din træthed, men
mystiske leflerier med udødeligheden stiller din svagheds syge angst
for tilintetgjørelsen . . . ,
Hvem vilde vel fornegte hemmeligheden og det ukjendte? Den
menneskelige videns tempel er saa nylig reist, og menneskeheden
staar endnu paa dets tærskel.
Men aandemaneriets afmagt —.
Der skulde det altsaa ende, vort aandsverk i tankens det
dagklare aarhundrede — —. Ende der. Gav Frygtagtigheden sig
nogen tid et saa beskjæmmencle eftermæle?
Og jeg spørger mig selv, hvorfra sot’en er kommen. Ad hvilke
sprækker er den trængt ind i sjælene?
Derpaa tænker jeg nu, nytaarsnat.
Vi, vi, som troede os saa stærke, vi, som vilde dø saa ranke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
