Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Nytaarsnat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Og jeg fyldes af et ubeskriveligt mismod.
Var det ikke disse mennesker, som skulde føre aarhundredet
til encle? Det var det. Det var os, som skulde lægge dets verk
som en afrundet arv i deres hænder, som skal følge os. Det var
os . . .
Og nu — — — hvilken blev arven? Blev der nogen arv?
Væver det ene slægtled ikke klædet, hvorpaa det næste skal vandre?
Og vi? Optrevlede vi ikke istedet for at fortsætte væven?
Vore kaar var givne.
Romantikens sidste slør var sønderrevnet, og den blaa blomst var
visnet i engene. Men hvor sterke kaarede vi os ikke en ny gud:
virkeligheden.
Kaarede os den i kunsten, ubarmhjertig som det dagklare
middagslys selv; kaarede den i livet, det korte liv, vi vilde leve
som mænd.
Den stolte tanke var vor fører, mennesketanken, livet selv
skulde være vor arbeidsmark. Og hvis der for vore bristende øine
aldrig skulde skimtes nogen himmel, og ingen gudstrone var der
reist, saa vidste vi, at ét eneste blev der tilbage af os alle: vort
verk, og vi vilde holde murskeen i vor haand til den stund, hvor
haanden lammedes af den sterkere ....
Det var vor tanke.
De kortlevende arbeidere i den længelevende verden.
For os maaske intet, for menneskeheden et sandskorn i dens
lykkes vundne pius.
Det var vor stolte bevidsthed at maatte nøies. Men den korte
væren, som var os givet, vilde vi fylde med arbeide i himlens sol,
og vi vilde gaa bort, naar den sterke vilde det — uden klage.
Saaledes tror jeg, vilde vi leve. Og dø, vi, som var bleven
uden gud ....
Og vi vilde have lært dem, der skulde følge os, at dette liv
kunde leves.
Ja, vi vilde have lært dem det ....
Thi hvorfor var vi sterke, saalænge veien gik opad, men nu,
nu, hvor hver af os siger til sig selv, at han har naaet bakkens
kam — — hvad er det saa for en bleg sot, som har grebet ham,
dem, dig, min samtid, du, som sidder her i stuen hos mig,
nytaarsnat ?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
