Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jean Thorel: Anarkismens fædre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
holder ud lige til den sidste sætning, en kraftig, kjernefuld stil, den
d}’beste oprigtighed, kort sagt, alle egenskaber, der tilsammen udgjør
store verkers verd, linder man i denne bog, der, da den udkom, kun
blev behandlet med overmod, skjønt det var ganske nødvendig og vilde
være en overmaade vanskelig opgave at modbevise den ord for ord.
Det kan ikke slaa feil, at dette arbeide, som har været forsømt i 40
aar, maa blive udført i vore dage. Da nutidens Tyskland med stor
iver begynder at beskjæftige sig med de meget senere fremkomne verker
af filosofen Nietzsche, indsaa man snart nødvendigheden af, at man for
at kunne bedømme denne sikrere — og fordømme ham sikrere —
maatte gjøre et skridt tilbage og atter drage Stimers søsterarbeide
frem for lyset. I de to sidste aar er der, foruden talrige tidsskriftartikler,
udkommet fiere bøger, som prøver Stimers og Nietzsches teorier ved siden
af hinanden. Nogle anarkistiske grupper i Berlin beraaber sig paa
den sidste, skjønt han er ligesaa lidet partimenneske som Stimer.
Og dersom han i den sindsygeanstalt, hvor han nu opholder sig,
endnu kunde begribe, hvorledes enkelte vanvittige mennesker benytter
hans teorier, vilde han sandsynligvis ikke have sterke udtryk nok til
at udtrykke sin foragt for dem. Ligesaa forbauset, tænker jeg mig
ogsaa, at Stirner vilde være bleven, dersom han havde vidst, at
anarkisterne vilde omvælte samfundet paa grundlag af hans bog. Kun
i kraft af en halvgal forskruethed kan mennesker paastaa, at de vil ofre
alt, ja selve livet, for at hjælpe frihedsdoktriner, der fører til den
fuld-stændigst tænkelige udvikling af egoismen, til seier. Hverken Stirmer
eller Nietzsche gjør sig skyldig i en slig selvmodsigelse. Man læse
Stirner, og man vil indse, at man af hans ideer ikke kan slutte
til nogensomhelst uselvisk handling. I et fingeret menneskelig væsens
navn siger han: „Jeg har intet over mig, intet udenfor mig, intet i mig.
Jeg er ikke underkastet aanden; aanden saavelsom kjødet er kun at
betragte som egenskaber, som mit jegs eiendom. Hvad man kalder
aandelig frihed er jegets slaveri; thi jeget er mere end kjød og aand.
Der mangler sproget ord til at definere jeget-. Jeget er det
uudsigelige. Man siger undertiden om gud: Intet navn formaar at betegne
ham; dette gjælder for jeget. Man siger ogsaa, at gud er fuldkommen
og altsaa ikke kan tragte efter fuldkommenhed. Ogsaa dette gjælder
om jeget. Vi er ikke, som religionen siger, alle syndere, vi er alle
fuldkomne; thi vi er alt, hvad vi kan være, og vi kan ikke være
mere og behøver ikke at være mere. Ligesaa lidt som jeg har
noget over mig, ligesaa lidt har jeg noget ved siden af mig, som
binder mig og paalægger mig pligter. Jeg har ikke at betragte mig
som en individualitet ved siden af andre individualiteter, men som den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
