Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Litteratur: Den yngste generation - I. Vilhelm Krag: Sange fra Syden. Sigbjørn Obstfelder: Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
iblandt; men naar jeg tænker paa hele samlingen under ét, saa.
samler hovedindtrykket sig i dette, at den lever, at den bævrer
med varmt, nylig skabt liv.
Det er en musikalsk sjæls skrig; jeg har ikke Kierkegaard for
mig, saa jeg tør ikke citere, men han har etsteds givet en
definition af en digter, hvoraf meningen ialfald er følgende: en digter er
et menneske, hvis sjæl pines til døden, men hvis læber er saaledes
formede, at hans smertens skrig høres som musik i andre
menneskers øre. Denne definition synes jeg passer paa de bedste af
Obstfelders digte.
Dyb, sort melankoli, der ikke lader sig lindre ved
drømme-orgier, er Obstfelders grundstemning, en ensomhed saa trøstesløs
og haabløs som den maatte føie den, der virkelig var kommen „paa
en feil klode" ; der er liere af digtene som lar en fornemme
ensomheden, saa det grøsser en koldt ned ad ryggen:
Julaften!
julaften meel julelys i vinduerne,
bugnende juletrær i storstuerne
julesang ud gjennem dørsprækkerne!
Jeg vanked alene i gaderne
og lytted til barnesangene.
Jeg satte mig ned paa trapperne
og tænkte paa min døde mor.
Og jeg gik ud paa markerne —
ud — blandt stjernerne.
Min skygge gled hen over skyggerne
af dødningearmede trær.
Jeg fandt et lig mellem sneglimtene,
snejulelysene,
et lig, som endnu bævrede,
en stakkels frostdød spurv.
Ikke et billede ikke en omskrivning og netop derigjennem alt
saa næsten hallucinatorisk klart.
Selv i de digte, der anslaar ganske andre tonarter, ligger dog
melankolien som en undertone, og der, hvor lian mander sig op og
digter livets fryd, føler man lystigheden forceret og rødmen i
kinden febersyg; og man forstaar, at han har ret, naar han i
indlednings digtet siger:
’ „— — — ikke mit blod kunde bruse,
men min sjæls blade,
aa, min sjæls blade, de kunde visne".
Obstfelders digte indeholder imidlertid meget mere end denne
grundstemning; han viser sig gjennem dem, forekommer det mig,
som den af vore forfattere, der er dybest greben af den nye mystik,
som jeg har forsøgt at definere i indledningen. Men jeg vil ikke
endnu ikke indlade mig paa nogen analyse; jeg haaber der snart
kommer mere fra ham. Dette kun for at pege paa en bog, som
ikke kan gaaes forbi.
Gerhard Gran.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
