Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Boye: Poes Ravnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at en saadan fugl ham sendt er, som saa underligt sig tér, —
som sig sætter paa en byste over døren, og som bær
sligt et navn som „Aldrigmer".
Men den sorte ravn, den sagde kun det ene ord, — som lagde
déri den sin hele tanke, og som vidste den ei fler.
Intet ord den mere mukket; ei sit næb den mer oplukket, —
førend, jeg knapt hørlig sukket: „Aa, den blir ei længe hér;
alt imorgen er den borte, som hver ven, jeg hadde kær."
Da sa fuglen: „Aldrig mer’."
Studsende ved denne ening mellem svar og talens mening,
sagde jeg: „Det ord, den nævner, sikkert alt dens forraad er;
av sin herre har den lært det, — en forfulgt, hvem livets smærte
fyldte stadig mer hans hjærte, — til hans sange, en og hver,
til hans livs-haabs klage-sange alle dette omkvæd bær:
„Aldrig, aldrig mer’."
Endnu ravnens ord saavelsom tingen, i sig selv saa sælsom,
fik mig til at smile. Rask en stol jeg ruiled ganske nær;
og, med fuglen ret for øiet, tanke jeg til tanke føiet,
medens jeg min sjæl bemøiet med at finde løsning hér, —
med at finde ud, hvad denne fugl saa gammel, grim og sær
inénte med sit „Aldrig mer".
Dette var min tankes veie; mens til fuglen selv, hvis øie
brændte mig som glød i sjælen, intet ord jeg nævnte mer.
Dette var min sjæls forlangen, mens jeg sad, av rædsler fangen,
i den stol, hvor hun saa mangen aften-stund har vær’t mig nær; —
ak, paa disse bløde polstre midt i lampe-lysets skær
sidder hun nu aldrigmer!—
Da blev luften tung af drømme, og det var, som vellugts-strømme,,
førte af serafers vinger, fyldte rummet fjærnt og nær.
„Taabe," skreg jeg, „stort er hændt dig — sér du ikke, gud har
sendt dig
trøst for smærten, som har brændt dig — trøst for sorgens minde-hær!.
Tag dig sammen, glem Lenore, — dræb hvert minde, som du bær!"
Sagde ravnen: „Aldrig mer!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
