Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. K. Søltoft Jensen. Middelalderlig digtning og moderne pastiche - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
rædsler med en aldrig svigtende kunstnerisk sikkerhed og vidst at
klæde dem i den artistiske form, hvori de alene kan interessere den
moderne læser. Sikkert er der i denne digtning en dyb forstaaelse
af middelalderlig aand, men det vilde være uret at opfatte hr.
Larsens arbeide som en rent ydre tilegnelse af den middelalderlige
litteraturs kunstmidler og udtryksmaade. Man kan her tale om
inspiration, ikke om pastiche.
IV.
W ol dem nr har i sin bog „Fra hexernes tid" leveret et forsøg
paa at patichere sproget i det 17de og begyndelsen af det 18de
aarhundrede med dets snart platte, snart rørende ubehjælpsomhed
•og dets barokke ortografi. Naar man har villet anlægge en
lignende betragtningsmaade overfor „den brogede bog" og har kaldt
Karl Larsens sprog en efterligning af garnmel stil, tror jeg, at dette
beror paa et feilsyn. Der findes i hele bogen maaske neppe et
par forældede ord, og heller ikke udtryksmaaden er nærmere beset
egentlig gammeldags. Det er hverken middelalderligt dansk eller
dansk, som det skreves i det 16de, 17de eller 18de aarhundrede,
nei, det er fuldt ud nutidens sprog, ganske vist stiliseret med en
bestemt kunstnerisk virkning for øie. For en stilkunstner af hr.
Larsens rang med det sikre blik for sprogets rette farvetone har
de naive emner ganske naturlig maattet iklæde sig et sprog, som
frembringer et særegent indtryk af troskyldig naivitet og inderlighed
Hr. Larsen har altsaa dannet sig et sprog med en egen klangfarve
men det beror paa et fuldkomment feilsyn i det at se en
reproduktion af svundne tiders udtryksmaade. Naar hr. Larsen har
formaaet at give sproget den troskyldige og inderlige klang, som lians
emner fordrer, er det ikke, fordi han har fjernet sig fra
nutidsspro-get, men fordi han med sjelden kunst har vidst at stemme sin
stil nærmere til talesprogets naturlige vendinger, end
dette i reglen er tilfælde i litteraturen. Det sprog, der
skrives, er jo mere eller mindre noget kunstigt, en abstraktion, der
mere søger at tilfredstille logikew end indbildningskraften, medens
talesprogets vendinger har den naive klang, som taler til fantasien
og følelsen. I vendinger som disse: „Og Isolde, naar han
nævnede de store farer, han havde været i, blev hun bange og
skjæl-ved." — ,,Men da Isolde den fagre kom, saa bød Isolde med den
hvide haand sit eget liv, for om Tristan kunde blive levende igjen."
— „Men fru Isolde svarede intet, og hun hørte intet uden det, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
