Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pastor Friedrich Naumann: Kristelig socialisme - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
kan aldrig opfinde eller udtænke en ny religion, vi . kan kun stille vente
paa Gud, til han atter aabner nye dybder for os.
III.
Naar vi haaber paa samfundets fornyelse gjennem Jesusbilledets
gjenoplivelse, saa kan vi ikke undgaa at sige noget om kirken, eller
rettere sagt om den nu existerende kirke; thi en bevægelse paa
religiøst gebet kan ikke forholde sig nøitralt til kirkerne. Men idet jeg
gaar ind paa dette punkt, kan jeg ikke tilbageholde en vis
beklemmelse. Thi hvor sikkert jeg end personlig med hjerte og hoved staar
paa den tyske, evangeliske kirkes grund, og hvor kjær end dens historie
er mig og dens mangler forklarlige, saa ved jeg dog, at i store kredse
af vort folk og i mange lag ordet „kirke" kun behøver at blive udtalt
for at fremkalde en slags mishag. Man har gjennem kulturkampdebatter
og lignende vænnet sig til at se paa kirkerne som paa vandrende
klippeblokke, som man ikke kan faa afveien, men som egentlig ikke passer
i det moderne landskab. Hvad var det, som gav hr. Egidys*) navn
saa god klang? Ikke mindst hans protest mod kirken. Den enkelte
geistlige har man ikke saa meget imod, og man har „stille sympathi" for
Jesus Kristus, men — kirken! Og trods alt maa jeg lægge et godt
ord ind for kirken.
Kirken gjemmer, forsaavidt den er den institution, der sørger for
religiøs belærelse og kultur, utvilsomt meget forældet i sit skjød. Man
tænke paa den vrimmel af uafhængige landskirker, som findes i
Tyskland, paa keiserens øverste episkopat, paa den ringe grad af
bevægelighed ligeoverfor befolkningens væxt og forøgelse, paa deu sky, kirken
nærer for alvorlig at optage de sedelig-sociale opgaver; dernæst paa
blandingen af katoliker og protestanter, paa forhandlingerne om børn
af blandede egteskaber, paa pavelig politik og jesuiterspørgsmaalet.
Kortsagt kirken er ikke, som et klogt hoved nutildags vilde have
bygget den; men den er vokset i lange perioder som en furu, der maa
tvinge sig vei gjennem ur og fjeldvægger, og som derfor vokser noget
underlig, men desto varigere. Ingen magt paa jorden kan længere
give denne furu en regelmæssig form. Man maa tage den, som den
er og se til, hvad den saaledes kan tjene til. Maaske løser mange
af de gamle vanskeligheder sig, dersom der opstiger ny saft af
rødderne. Hvem ved? Vi tænker i ethvert fald ikke, at der kan opnaaes
noget ved lange forhandlinger Om kirkeforfatninger nu for tiden. Der-
*) Se „Samtiden" 1893, p. 43 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
