Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Benjamin Constant: Adolphe - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Hyppig, hvor kunstneren beskyldes for uklarhed, er imidlertid
feilen at søge i læserens dovenskab eller manglende forstaaelse.
Mens han maaske ligeoverfor livets egen brogede tummel er vant
til at bruge sine sanser omhyggelig, pleier lian i de Heste
digter-verker at hude en veiledende forf’atterhaand, som lodser ham
gjennem de vanskeligere passager. Den almindelige læser kræver derfor,
at forfatteren ikke maa forstikke sig. Det forvilder og irriterer
ham, hvis lian ikke nogenlunde snart kan faa tag i den nyttige
haand. Nu vil vistnok de Heste kunstnere, af rent æstetiske grunde,
gjerne indtage en bestemt holdning til sit verk, stille sig der og
der og anskue det hele, enten sympatisk, antipatisk, eller skeptisk,
eller ironisk, eller en sjelden gang maaske indifferent. Et vist
oplysende tonefald kan man ialfald fra tid til anden gribe: der
har vi forfatteren. Hvis man imidlertid bemerker, at
forfatteren ligeoverfor den samme person i bogen snart stiller sig ironisk,
snart følsom, snart rolig iagttagende — naar hans meninger om
et og samme menneske stadig synes at skilte i løbet af fortællingen
— saa vil dette ofte paa den jevne læser virke høist
desorienterende. Det er lian ikke vant til, det maa være en feil hos
forfatteren, det er „uklarhed". Nu kan det ikke negtes, at just
saadan er livet — ialtfald for mange af os: Ligeoverfor det
samme menneske veksler vore fornemmelser ofte i et langt raskere
tempo, end det lader sig gjengi i nogen roman. Og i det enkelte
moment vækker vedk. menneske ofte saa modstridende følelser, at
de umuligt lader sig samle i nogen koncis bedømmelse. — Hvorfor
skulde ikke kunsten, jo høiere clen udvikler sig, kunne bli et stedse
fuldkomnere udtryk for livets egen Hydende og variable karakter?
Det er klait, at de første forsøg i denne retning for at
indvinde-nyt land vil komme til at lide under mangehaande brøst; men
disseforsøg byder ialfald kunstnerne høist interessante opgaver.
Hos os har disse spørgsmaal, der andetsteds har været
fremdragne med udbytte, endnu ikke gjort synderligt indtryk. Det
kommer vel kanske deraf, at saa produktiv en kunstnerisk evne
vor nation end har vist sig i besiddelse af, saa lidet udviklet er
den kritiske kunstsans, saa ringe den kunstneriske tænkning hos.
de Heste af dem, der fører ordet paa dette omraade. Vi har bl. a.
en litteraturkritik, som, — med undtagelse af nogle faa navne —r
mangler de væsentlige betingelser for at kunne bedømme kunst.
Vore kritikere er gjennemgaaende mænd uden nogetsomhelst kulturelt
overblik — uden rygstød i nogen alsidig human aandsdannelse —;
uden den instinktive skjønhedssans, der er det kontrollerende ele-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
