Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Benjamin Constant: Adolphe - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
til England, livor lian streifer landet rundt, besøger etpar venner
og studerer folkelivet. Han var yderst daarlig forsynet med mynt;
og lians bagage var meget let. Denne nye, for ham ukjendte,
maade at leve paa opliver ham, men lian blir forholdsvis hurtig
træt af det, og lians i virkeligheden meget liberale far og han
kommer uden større vanskelighed til et kompromis.
Denne far. der spiller en vis rolle i „Adolphe" er der tegnet
med faa og sikre linjer. En korrekt, ikke uelskværdig, men
tilknappet verdensmand, der holder meget af sin søn, men har
vanskeligt for at si ham det — altid behandler ham lidt
raillerende, og derfor ikke kan vinde hans fortrolighed — en mand,
fler slipper sig løs i sine breve, men til daglig udbreder en vis
kuldé omkring sig, erfaren og sikker, meel en almindelig, ikke
altfor frisindet, gentlemans syn paa tingene — ■ saaledes omtrent er
det billede, man faar af den ældre Constant. Der er adskillig
lighed mellem ham og sønnen, men denne gjør et betydelig mere
sammensat indtryk. Han er mere oprevet, mere i strid med sig
selv; han er blødere, mere let paavirkelig. Constants mor døde
tidlig-, tiere af hans biografer søger heri et vigtigt moment til
forstaaelse af lians uregelmæssige udvikling. Han stod som barn
meget alene, blev tidlig voksen, efter den almindelige
beretning fænomenalt tidlig voksen. Man anfører et brev fra ham
til hans bedstemor, hvor han kurtiserer hende som en dreven
kavaller. Han var dengang 12 aar gammel. Brandes har optaget
det i sine „Hovedstrømninger"; Sainte-Beuve sætter et
spørgsmaals-tegn ved det. Sikkert er det, at han var hurtig moden, havde
flere oplevelser, led nogle erotiske skuffelser, der dog ikke tog
altfor meget paa ham, — tyve aar gammel ansaa han sig for
overmaade blaseret — han brugte at si: ,.i min ungdom, da jeg var
seksten aar" — og i virkeligheden havde han ogsaa erhvervet en
dybere livslede end de fleste, der har troet som han. Paa dette
tidspunkt foreligger altsaa begyndelsen af hans korrespondance med
madame de Charriére. Den maler os fortrinlig hans kloge og
nuancerede fysionomi. Det er vanskeligt at si, 0111 grundtonen er
en vis sørgmodighed, en sørgmodighed, der næsten virker livlig paa
grund af sine mange overgange, der snart er af mer
almenmenneskelig, snart af temmelig snever egoistisk natur, og ikke sjelden
har sin rod i selvforagt — eller om den snarere er at søge i hans
ironi, en ironi, der undertiden synes at bli temperament, bli hans
egentlige sjæl, der mere end hos nogen anden kunstner, jeg kjender,
er gaaet i blodet, en ironi, der øiensynlig er ham en høi og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
