Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. J. Østrup: Orientalsk poesi og dens forhold til den europæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
følte han sig tiltrukken til Østerland, og senere vovede han sig med
dette udgangspunkt videre frem, ligesom han ogsaa efterhaanden
erhvervede sig en del positive, sproglige kundskaber. Dog synes disse
-aldrig at have været særlig omfattende; saaledes siger han selv et
sted: „Bei den ungeheuren Schwierigkeiten der arabischen Sprache
habe ich meine Kenntniss von ihr mehr durch Ueberfall erobert als
regelmässig erwerben." Men dels blev disse mangler afhjulpne ved
Goethe’s nære samarbeide med mænd som Rosegarten og Hammer,
dels undgik han den halvhed og løshed, som for andre let kunde
være-bleven resultatet af en saadan tilegnelsesmaade, idet hans geniale
intuition udfyldte alle huller i hans kundskaber og lod ham med
usvigelig sikkerhed gribe og fastholde alle de karakteristiske
eiendommeligheder i orientalsk kultur og litteratur, som nærsynede stuelærde sent
eller aldrig kunde faa øie for.
Den umaadelige mængde forskjelligartede indtryk, som Goethe
paa denne maade efterhaanden havde faaet ved sin stadige syslen med
den hebraiske, arabiske og persiske digtning (thi til den indiske naaede’
han egentlig aldrig), maatte naturligvis for ham give sig udslag i’
digterisk form. Men som alle tider hos Goethe behøvedes ogsaa her
en ydre foranledning, der gav det sidste stød til at lade tankerne træde
frem i en bestemt kunstnerisk udformet skikkelse, og heri ligger noget
af denne mands vidunderlige lykke, at han altid fik de rette impulser
i det rette øieblik, netop naar ideen var fuldbaaret.
For tilblivelsen af „ West-østlicher Diwan" bestod den ydre aarsag’
i de stormfulde, politiske forhold, hvori Tyskland befandt sig fra
aarene 1813—14. Medens Napoleon kjæmpe’de sin sidste store kamp,
og hele Tyskland var i uro, søgte Goethe, der ikke delte eller
yndede-den sentimentale, hyperpatriotiske begeistringsrus fra den krig, tyskerne
holdt af at kalde for „frihedskrigen", en behagelig tilflugt i den
orientalske poesis milde ro, og i aarene 1814 og 1815 opstod den
største clel af de pragtfulde digte, som imidlertid først i 1819 blev
forelagt for publikum i en ordnet samling.
I disse digte er Goethe trængt saa langt ind i Orienten som ingen
før ham og kun faa efter ham. Men at hans stilling dog bestandig1
var meget fri, og at hans vandren i Hafis’ fodspor ikke var en slavisk
efterligning, viser sig straks i et rent ydre forhold, som vi derfor
førstvil betegne, nemlig i den foim, som Goethe har valgt for sine digte.
Med kjendskaben til orientalsk litteratur var ogsaa den
østerlandske metrik kommen en vogue i Europa, idet oversætterne i reglen
havde holdt sig til de originale former af en let forstaaelig frygt for
ellers at udviske de oprindelige eiendommeligheder i for høi grad:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
