- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Femte aargang. 1894 /
193

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Boye: To Brødre

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

193.

To Brødre.

Vi kom langs-med stranden, vi satte os ned,
min broder og jeg, paa den stenede bred ;
vi sad begge to stille og mælte intet ord,

— vi tænkte paa vor døde, vor elskede mor. —
Hans blik gled over havet — til himmel-randen,
hvor solen tog i farver det siste farvel;

jeg bored mine blikke ned blandt stenene paa stranden,
. . . og rundt os var der elve-sus og høst-skummer kvæld. —

Da sagde han, — saa stille, at jeg knapt kunde høre,
det var lyden af en stemme, der naaede mit øre,
. . . men i blikket laa en lysning, en blændende blank,
mens han pegede med haanden did ud, hvor solen sank:
„Nu sér jeg det . . . saa klart, som jeg aldrig saa det før:
Salig er kun den, der i troens sol-skin dør . . . ."

Han sagde ikke mere; han bare stirred ud,
hvor solen gik i havet i guld-skyers skrud ....
Da rejste jeg mig sagte, da løftede jeg hodet,
det skalv i al min tanke, det brændte mig i blodet;

— det blik av harm og helveds-kval, det maatte han vel kende,
da jeg saa paa ham og spurgte: „Saa fordømmer du da hende?"

. . . Han gav intet svar, og det trængtes ej heller;
ti jeg kjendte jo manden med det stumme enten-eller.
Men det svimled for min tanke og det sortned i mit sind,
da i dette dybe væld av vé jeg stirrede ind ....

— Og elve-susen vokste, og solen sank i hav,

og jeg tænkte paa min døde mor og hendes grønne grav;

jeg tænkte paa det lune sted, som engang var et hjem,

og jeg dukked ned i minderne og fandt det bedste frem ....

Men han, min strenge broder, som vandret ved min side,

hvi kunde han ei fatte den kval, jeg maatte lide?

Hvi var lians sjæl saa sikker, saa fast og uden tvil,

og hvi bæved ham om munden dette underlige smil? . . .

13

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:34 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1894/0201.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free