Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rec: Kristiania teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207.
iling, som nu ganske savnedes — og sandsynligt er det ogsaa, at samme Bjørn
Bjørnson, i kongens (hovedfigurens) skikkelse vilde kunne bevaret replikernes
pragt overordentlig meget bedre, end det tykkedes for li r r. Gr ar mann.
Sikkert er det, at hrr. G-armann, denne vor scenes store kraft, sjelden eller aldrig
har været mindre paa sin plads end som persisk schah. En vis magt manglede
han rigtignok ikke; men det stiliseret musikalske foredrag er ham for fremmed,
for liaabløst anstrengende. —
Hvorvidt de øvrige rollehavende forsyndede sig mere eller mindre, çr
vanskeligt at si, al den stunt? der intet samspil existerede. Falil strø ms præstation
(„pesten") forekom mig ubetinget mest virkningsfuld. Den var, ganske
løsre-vent set, brilliant: — baade kraftig og fantasifuld. Fru Dybwad syntes ikke
ar more sig synderlig som Dunja; der var selvfølgelig nydelige ting i hendes
spil, men noget eiendommeligt eller personligt eller betydeligt lod det ikke til,
fruen dennegang havde behaget at ville yde. — Stykkets ydre var upaaklageligt
og blev ogsaa lige meget paaskjønnet af kritiken, som spillet blev lastet.
„Va-nitas" skjebne gir et ganske betegnende vink om, hvad der kunde vente
Maeterlinck s arbeider, om man — under de nuværende omstændigheder — vilde
forsøge dem paa vor scene.
„Salig baronessen" blev vel modtaget af publikum, mere end almindelig
vel modtaget, men ikke saa af kritiken. Forfatteren blev fremkaldt ikke
mindre end 4 gange, hvad der i Kristiania teater er en sjeldenhed; kritiken synes
derimod væsentlig at ha havt øie for de talrige tekniske svagheder, stykket
ganske vist lider under. Men ved siden af disse svagheder eier Mørners lille
drama for flere partiers vedkommende en menneskelig inderlighed, som hæver
■det over et scenisk middelsniveau. Grundtanken, — kampen mellem en mands
første voldsomme ungdomskjærliglied og enhver senere forbindelse, dette, at den
første kjærlighed ofte træder skyggende imellem, at den mangengang kun er
daarlig udryddet og altid ligger færdig som et maal, hvormed senere opstaaede
følelsers styrke ikke er tjent med at maales, — blev for meget borte under
udførelsen: Hrr. Grunder sen s ægtemand var — med al respekt for hans
intelligente spil — ikke ung nok, ikke tilstrækkelig: erotisk modtagelig. Derimod
blev den uventet hjemvendende, paa grund af sindssvaghed fraskilte baronesse
Agnes givet af frøken B eim er.s med en overbevisende energi, der lod et
•af dramaets hovedmotiver, galskabens fornyede udbrud, træde frem med djerv
anskuelighed. Frøken Reimers har i den senere tid, i høist forskjelligartede
roller, vist, at hendes talent behersker omraader, der ligger hinanden saare
fjernt; den smidighed, hvormed hun forvandler sig fra gamle tante Fränzchen
i „Hjemmet" til den lidenskabelige og forvildede unge kvinde i „Salig
baronessen", tyder paa en endnu frisk udviklingsdygtiglied. — Den anden kvindelige
rolle, baronesse Vera, var overantvordet frøken Mejlænder, som spillede
klogt og naturlig, med en stilfærdig blødhed, der aabenbarede nye strenge i
hendes talent og navnlig gjorde det sandsynligt, at der i enkelte grupper af
■elskerindefaget maa findes interessante opgaver for hende. Særlig var Veras
jalousi virkningsfuld.
Det tvsk-antike drama „Arria og Messalina" har, i forhold til sin litterære
værdi, opnaaet en ganske anstændig scenisk levetid. Kritiken var da ogsaa
misfornøiet med gjenoptagelsen. Den norske teaterkritik er nemlig, for at bruge
Vilhelm Mollers ord, endnu ikke bleven „kvit den vane at se litterært paa
skuespil". — Hemmeligheden er naturligvis, at ..Arria og Messalina" byder to
fortrinlige opgaver for hovedrollernes indehavere. Navnlig er Messalina (i sin
tid en af Charlotte Wolters mest bekjendte præstationer) ved sit rigt
nuanse-rede stenmingsforraad en særdeles lærerig opgave for en ung kunstnerinde.
Selvfølgelig var folk forbausede over, at fru Dybwad havde overtaget
Messalinas parti. Forbauselsen gik igjen i de første linjer af de forskjellige
anmeldelser. Man vidste jo godt, hvordan Messalina havde at se ud. Messalina
var en dame med det og det signalement. — Til trods for signalementet blev
imidlertid publikum og kritik nødt til at bøie sig for den kjendsgjerning, at
fruens Messalina var en absolut og sjelden succes.
At gi noget fyldigere indtryk af fruens spil skal jeg ikke lier forsøge. Jeg
skulde tvile paa, at hun nogengang er naaet høiere. Hendes figur var for
spinkel, hendes organ for spædt — — og alligevel virkede hendes kunst med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
