Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rec: Kristiania teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208.
overvældende magt. Allerede ved sortien af 1ste akt var publikum vundet.
Det parti i næste akt, hvor Messalina møder Marcus i Yenustemplet, viste, i
endnu høiere grad end „hertuginden af Septmonts", og i en langt sværere
opgave, at fruens alsidige begavelse ikke mindst ligger i lyrisk-erotisk retning.
Man skulde efter hendes Messalina antage, at den modne og farlige kvindes
elskov, den haarde og hensynsløse lidenskab hos kvindelige rovdyrnaturer, den
modsigende og sønderrevne kjærlighedstrang hos de kvinder, der paa samme
tid er høit udviklede og moralsk forkomne, at denne erotik laa hendes anlæg
lige nær som t. eks. ingenuens. Jeg er endog tilbøielig til at tro, at den kloge
bevidsthed, der leder fruens spillemaade, mere og mere vil udelukke hende fra
vicse arter af ingenue-erotik. — I 4de akt, scenen ved Marcus’ baare. havde
man en interessant anledning til at sammenholde fru D.’s spil med fru
Gundersens, der i Arria har en glansrolle fra tidligere dage. Der varmyndighed
og høibaaren noblesse over fru G.’s romerinde, — mere klassisk stil end hos
nogen anden af de rollehavende. Men naaede fru Dybwad end ikke fru G.’s
storladne pathos, saa lød til gjengjæld hendes repliker aldrig — saaledes som
det hænder fru Gundersen — tomt velklingende: hver enkelt af dem havde
sit menneskelige, personlige indhold. — Der var navnlig over Messalinas klage
en med møie betvungen vildhed, en haardt behersket smerte og dog tillige en
blødende sorgens inderlighed, en nedbøiet forladthed, en forsvarsløs kvindelig
ynde, — der tilsammen gjorde en ganske særegen og betagende virkning. — I
bacchantindescenen (5te akt) naaede fruen ret høit; men endnu meget høiere
i aktens sidste del, hvor Messalinas dødsangst maledes med en uhygge, saa
rystende, saa genialt naturlig, at jeg ikke mindes nogengang paa en scene
tilnærmelsesvis at ha havt dødens rædsel saa truende nær.
Spillet i „Arria og Messalina" var for de øvrige rollehavendes vedk.
gjennemgaaende godt. Navnlig var Garmanns Narcissus fortrinlig i sin raa
selvsikkerhed; man skimtede netop tilstrækkelig den kloge politiker bag slavens
selvtilfredse frækhed.
— Sidste nyhed var altsaa „Væggepryd". Garmann gir der hovedrollen
med straalende humør; fru Dybwads unge pige er frisk og nydelig, og Hans
Brun har af en birolle, en pensioneret gammel embedsmand, skabt en fint
opfattet og original figur. Hit. Løvaas viser i dette stykke ikke ubetydelige
fremskridt i sin replikbehandling. Ellers er der lidet — hverken ondt eller godt
— at bemerke om stykket, det blir ialfald saa morsomt afleveret, at det
samler sit publikum.
Rec.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
