Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Psalmerne - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222.
Tænk derpaa: Fienden forhaaner Jahve,
et folk af daarer foragter dit navn.
Overgiv ikke din turteldue til den glubende flok,
glem ikke stadigt dine elendiges liv,
husk paa din pagt! Alle landets afkroge
er fulde af voldsmænds boliger ....
V.
Denne psalme er et mønster paa den religiøse overtalelses stil,
som denne bestandig møder os i disse digte. Det gjælder om at
overtale Jahve, gjøre indtryk paa ham, bestemme ham til handling,
og digteren anvender sin poetiske veltalenhed som en advokat, der
gjør sit yderste for at fremdrage alle de momenter, som han
tiltror sterkest virke-evne, i det øiemed at bevæge, røre og ophidse
guden.
Først søger han at røre Jahve til medlidenhed, bringe ham til
at fortryde sin haardhed. Se, det folk, som engang var hans
yncl-lingsfolk, er sunket i dybeste elendighed. Saa fremstilles, hvorledes
Jahves fiender har benyttet sig af hans uvirksomhed til at tillade
sig de mest uhørte voldsgjerninger og forhaanelser. Og saa dreies
digtets stemning som om sin akse ved spørgsmaalet: Hvor længe?
Jahve mindes om, hvor let han kan give gjenopreisning og hevne
den vanære, der er tilføiet hans navn. Og han prises af digteren —
smigres vilde man sige, hvis talen henvendte sig til et menneske —
for at stemmes gunstigt. Han mindes om alt det store og største,
han har gjort, erindres om sin almagt. Og saa udmunder digtet i
anraabelser, hvor forsøget paa at røre blander sig med iveren efter
at hidse.
Man har overfor vredesudbruddene, forbandelserne,
hævnskrigene i psalmerne, der synes at stride mod deres religiøse aand
og kirkelige bestemmelse, gjort opmerksom paa, at det her ikke er
en enkeltmand, der taler i egoistisk lidenskabelighed, men et helt
folk, som klager over et andet, der martrer det og driver det til
slagterbænken. Man har frygtet for at disse udbrud af hadets og
hevntørstens følelser i nogles øine skulde svække psalmernes præg
af religiøs poesi. Men i virkeligheden er der ingen som helst sædelig
forskjel paa disse udbrud og paa den lidenskabelige lovprisning af
Jahve eller udtalelserne af den urokkelige tillid til hans retfærdige
styrelse. Thi i Jahve prises den Gud som elsker og beskytter
Israel, og tilliden til hans retfærdighed er kun det uudslukkelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
