Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Psalmerne - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223.
haab om frelse og endelig medgang. Igjennem ham forholder folket
sig til sig selv; gjennem ham attraar det frihed og seir; hans navn,
hans naade er slet ikke andet end pantet paa Israels lykke og
velfærd.
Det er da i virkeligheden en ganske vedtægtsmæssig forskjel,
der gjøres, paa Israels verdslige og dets religiøse digtning.
Psal-mernes poesi er i sit inderste væsen ikke synderligt mindre
verdslig end poesien i selve sangenes sang. Den bevæger sig kun i en
anden følelsessfære.
Der er sikkert ikke en linje af David i disse bøger. Kun ved
hevnsangene kunde man tænke paa ham, men de er skrevne 700
aar efter hans død. Reus? har gjort opmerksom paa, at i hans
ungdom, hvor han skal have skrevet de klagende sange, er han
røverhøvding for en bande eventyrere, der lever af plyndring og som
endog nedhugger kvinder, for at der ikke skal levnes spor af deres
udaad (1 Sam. 27, 9), og i hans manddom, da han skal have
sunget om skabningens skjønhed og lykken ved at føie sig forsonet
med Gud, fører han erobringskrig mod ammoniterne, der intet
andet ondt gjør end at forsvare deres uafhængighed, og han lader,
da han har indtaget hovedstaden, alt folket deri føre ud, lader
indbyggerne dels save igjennem, dels knuses under jern-terskeslæder,
dels brænde op i teglovne — „og saaledes gjorde han med alle
ammoniternes steder." Endnu paa sit dødsleie lægger han sin
arving paa hjerte at lade den mand myrde, hvem han selv skyldte
største delen af sit held. Der findes visselig i psalmerne
forholdsvis sjeldnere udbrud af den grusomhed, som har betegnet denne
energiske og geniale barbar. Alt tyder, som allerede fremhævet,
paa disse poesiers langt yngre oprindelse.
Dog dette er ikke hovedsagen. Selv om psalmernes indhold
udtrykker en langt mere civiliseret religiøsitet end Davids, er de i
deres inderste kjerne ikke des mindre næsten lige saa verdslige, i
deres tankegang og følemaade ligesaa egoistiske, som nogen digtning
af ham kunde være; [kun er egoismen berettiget og følelsen trods
alt sublim. Selv den reneste glæde over Israels Gud i disse psalmer
er kun glæden over en almagt, der har skabt himmel og jord med
Israels vel for øie. Det er Israels selvglæde, Israels selvfølelse,
hvorom alting dreier sig. Ingensteds aabenbarer Jahves magt sig
herligere end i de undergjerninger, han har gjort til Israels bedste.
Jahve er, som Feuerbach har udtrykt det, Israels bevidsthed om
nødvendigheden og helligheden af dets eksistens, Jahve er Israels
frelse, for hvilken alt andet, alle andre folkeslags tilbøieligheder og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
