Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Vanitas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233.
hvor luften bølger af ambraduft og myrrharøg. Og Asra badede i
Ganges hellige vand og lyttede til den syngende Lotusblomst. Men
lykken var ikke ved Ganges flod. Og atter snørede han sine
sandaler, thi se han søgte lykken. Og Asra gik til Niniveh, til de
brogede festers by, men lykken var ikke i Niniveh, og han gik til
Taurus, men der var himlen sludfuld og mørk — — — Ser du
— ser du blomsterne?
Kongen:
Blomsterne ?
Dunj a:
Ser du maaneskinnet over Ganges? Og palmerne, som bruser?
Kongen:
Dunj a — Dunj a!
D u n j a:
Du er langt over fjeldene, og du maa ikke slippe min haand.
Kongen:
Dunj a — Dunj a!
Dunj a:
Der flagrer maaneskyer forbi mine øine. Og deilige
svaner — Aa!
Kongen:
Hvorfor skjælver dit legeme, Dunja, og hvorfor sukker dine
læber? — Dunja! Dunja! . . . (stille). Hun er død — — — —
■(I smertelig ømhed): Dunja! Dunja! Min hvide due! (Knæler ved
hendes side): Men da forlod Asra menneskene, og han gik ud i den
store ørken. Og Asra vandrede langt afsted og levede ene. Men
en aften, da han var bleven gammel og hans skjæg hvidt, og han
som vanligt kom vandrende afsted mod solens nedgang, saa han en
ung hvid kvinde ligge død i sandet. Da faldt der skjæl fra hans
øine og han lagde sit hoved til hendes kolde bryst og Asra græd.
Og hans blod stansede, hans øielaag lukkedes og hans liv sluknede.
Og da fandt Asra lykken. (Gaar langsomt hen i forhængsaabningen, ser ud.
Pause. O ensomhed, hvor skulde jeg fly dig. Gik jeg ud blandt
menneskenes larmende skare, da paakom mig din store lede, gik jeg ud
i høilandene, da sang bjergene og luften og himmelen din
evindelige sang. Og segnede jeg træt til hvile ved min elskedes bryst,
da lagde jeg mit hoved ind i dødens ensomhed. Se nu er solen
sunken, og natten har spændt stilhedens brede telt over jorden.
Palmerne staar og tier, floden flyder ensom og sukker. Der
flyver en grib. En sort grib. Hys — nei, den skreg ikke.
Den venter. Ja, den bare venter. Og det suser og bruser rundt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
